dødsfald

Steen Ulrik bar Grønland i sit hjerte

En engageret og vidende skribent - også i Sermitsiaq - er her ikke mere

Steen Ulrik Johannesen var i mange år skribent på Sermitsiaq
Offentliggjort

Både Grønland, Island og Færøerne var repræsenteret, da journalist Steen Ulrik Johannesen i dag blev bisat fra Karlslunde Strandkirke syd for København. Blandt de over 100, der var til stede for at tage afsked, sås mange med tætte relationer til eller rødder i de tre nordatlantiske lande.

Gennem hele sit voksne liv var Steen Ulrik Johannesen stærkt engageret i alle sider af livet, som det leves i Norden og i Nordatlanten. Han talte islandsk og havde en omfattende viden også om Grønland og Færøerne. I alle tre lande havde han - som i de nordiske lande i øvrigt - et omfattende netværk af venner og kilder.

Gennem næsten 30 år var Steen Ulrik Johannesen ansat på nyhedsbureauet Ritzau i København, og samtidig bidrog han med artikler til en række medier i Norden, herunder også Sermitsiaq. Desuden skrev han en række bøger, heriblandt Politikens Turen går til Island, Turen går til Færøerne, Turen går til Estland, Letland og Litauen, Turen går til Berlin samt Turen går til Sri Lanka og Maldiverne.

Steen Ulrik Johannesen døde den 20. juni efter kortvarig sygdom. Han blev 62 år.

Powered by Labrador CMS