Steen Lynge: Det er uværdigt Maliina
Finanspolitisk ansvarlig Maliina Abelsen, IA, har en ’naiv tilgang’ til udnyttelse af råstoffer, lyder kritikken fra Atassuts Steen Lynge
Nils Wang, kontreadmiral og chef for Forsvarsakademiet, argumenterede torsdag for, at selvstyreloven indeholder en systemfejl. Den træder i kraft, hvis salget af råstoffer volder udenrigs-, sikkerheds- eller forsvarspolitiske gener for Danmark.
Den opsigtsvækkende anskuelse kom frem under konferencen 'Future Greenland' i kulturhuset Katuaq i Nuuk.
Da Nils Wang var færdig med sit oplæg tog medlem af Naalakkersuisut for finanser Maliina Abelsen, Inuit Ataqatigiit, ordet.
- Det virker ikke respektfuldt, det som foregår i Danmark for tiden fra nogle politikeres side. Med et organ (et uafhængigt organ, et såkaldt foreign investment review board, red.), kan vi risikere, at Danmark måske lige pludselig vil endevende samtlige investeringer i Grønland, sagde Maliina Abelsen og høstede klapsalver fra en fyldt Hans Lynge-sal.
Læs "Maliina fik luft for frustration"
Læs "Dask til dansk råstof-slingrekurs"
Læs "Fejl i selvstyrelov spænder ben for råstofsalg"
Men hendes ord bliver anderledes modtaget af Steen Lynge, som er Inatsisartut-kandidat for Atassut:
- Den reaktion, som Maliina Abelsen udviste, er uværdig og desværre udtryk for, at Naalakkersuisut har en naiv tilgang til udnyttelsen af vores råstoffer, når det hænger sammen med at invitere et forholdsvis stort antal udenlandske arbejdere til opførelsen af storskalaprojekter, når disse kommer fra et land, der ikke respekterer menneskerettigheder.
- Det kan ikke udelukkes, at flere hundrede kinesiske arbejdere kort efter, de er landet i Isukasia, vælger at påberåbe sig status som flygtninge. Hvad skulle Danmark kunne stille op, hvis Kina kræver disse udleveret til Kina, uagtet der er konventioner, der pålægger flygtningelandet at optage disse som sager, der skal behandles? spørger Steen Lynge, der mener, at her vil Kina nemt kunne tvinge Grønland og dermed Danmark til at lade Kina hente disse flygtninge mod konventioner.
Modstand holder ikke
- Har Naalakkersuisut tænkt på scenarier af denne art? Her er det staten, der skal modtage disse flygtninge, men Kina kan nemt tvinge Danmark til at overtræde konventioner ved at udlevere dem til Kina.
- Derfor har Nils Wang ret i, at der bør oprettes et organ til at tage disse mulige konsekvenser op til debat, så man kan forberede sig bedst muligt. Alt andet er naivt, og enhver modstand er barnligt og uansvarligt. Lad være med at inddrage offerrollen i denne debat. Det er direkte skadeligt for alle, siger Steen Lynge til Sermitsiaq.AG.
Læs alle Sermitsiaq.AG’s ’Future Greenland 2013’-artikler her