råstoffer

Statoil får ok til omstridt olieboring i Barentshavet

Greenpeace frygter for naturreservat, efter at Statoil får lov til at bore på verdens nordligste borested

Statoil har fået tilladelse til at bore efter olie i Barentshavet. Det bliver det hidtil nordligste, man har boret efter olie
Offentliggjort

Norske Statoil har fået godkendt planerne om at starte med at bore på verdens nordligste borested i Barentshavet, efter at Norge fredag afviste en appel fra Greenpeace om at stoppe projektet.

Tirsdag morgen gik Greenpeace-aktivister om bord på olieplatformen i Barentshavet blot 25 kilometer fra Arktis for at hindre projektet, men lige meget hjalp det.

Over 125.000 personer har skrevet under på appellen fra Greenpeace om, at olieboringerne i Barentshavet skal skrinlægges for at beskytte det arktiske miljø og den fredede Bjørneøen mod risiko for olieudslip. Norges miljøminister Tine Sundtoft ønskede ikke at modtage underskrifterne.

- Det er trist, at Tine Sundtoft i dag ikke handler som miljøets minister ved at lytte til dokumentationen for, at Statoils olieboring kan forårsage massive miljøødelæggelser.

- Men i stedet giver Statoil carte blanche til de risikable olieboringer, siger projektleder ved Greenpeace Sune Scheller i en pressemeddelelse.

Han var en af de to danskere, der deltog i aktionen mod boreplatformen. Christian Uhlenfeldt var om bord i en af gummibådene, mens Sune Scheller var på Greenpeace-skibet Esperanza.

Borehold bevæger sig længere mod nord i takt med, at den arktiske is forsvinder og åbner op for nye områder, der hidtil var utilgængelige.

En talsmand for det norske klima- og miljøministerium bekræftede fredag en erklæring fra Statoil om, at virksomheden har afvist Greenpeaces appel, og at boringerne kunne fortsætte.

Ifølge amerikanske skøn kan Arktis indeholde 13 procent af verdens endnu uopdagede olie og omkring 30 procent af dets gas.

Aktivisterne mener, at olieudvindingen udgør en trussel mod naturreservatet omkring Bjørneøen.

Den påstand afviser Statoil dog med henvisning til, at der er en meget lille risiko for olieudslip og en endnu mindre risiko for et eventuelt spild nær Bjørneøen, der er omkring 170 kilometer væk.

Powered by Labrador CMS