Hovedstadsprojekt
Stævning mod professor trækkes tilbage
Kommuneqarfik Sermersooq har valgt, at stævningen mod professor Ole Helby Petersen skal trækkes tilbage.
Kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen stod bag beslutningen om at stævne professor Ole Helby Petersen, fordi denne kom med nogle udtalelser til avisen Sermitsiaq den 18. august, som kommunen fandt dybt problematiske og i strid med fakta.
Debat
- Efter det seneste døgns debat om stævningen har jeg valgt at trække den tilbage, oplyser Lars Møller-Sørensen til Sermitsiaq.AG.
- Sagen vil koste tid og ressourcer som kommunen er bedst tjent med bliver brugt til at udvikle kommunen. Det er vigtigere at få en ny bydel end at administrationen får juridisk oprejsning, understreger kommunaldirektøren, der ikke er i tvivl om, at der er grundlag for at rejse et sådan anerkendelsessøgsmål.
- Når embedsværket bliver beskyldt for at lyve over for vore politikere, så er man naturligvis forpligtet til at reagere, siger Lars Møller-Sørensen, der føler sig dybt fagligt provokeret af professorens udtalelser til Sermitsiaq den 18. august.
Borgmester tilfreds
Det politiske system og dermed borgmesteren var ikke involveret i beslutningen om at stævne professoren, har Lars Møller-Sørensen oplyst til Sermitsiaq.AG.
Borgmester Asii Chemnitz Narup oplyser:
- Jeg er tilfreds med at sagen er afsluttet. Derudover har jeg ingen kommentarer, siger borgmesteren.
Det vakte stor debat, da Sermitsiaq.AG tirsdag kunne afsløre, at kommunen ville stævne professoren.
Unik sag
Flere eksperter betegner stævningen som helt ”unik”, og at der næppe er set nogen fortilfælde. Forskningschef i samfundsvidenskab Roger Buch fra Medie- og Journalisthøjskolen i Aarhus mener, at stævningen var dybt problematisk af flere årsager.
I lighed med vurderingen fra tidligere rigsombudsmand i Grønland, Steen Spore, mener Roger Buch, at det er i strid med kommunalfuldmagten at anlægge en sådan sag.
Desuden påpeger Roger Buch, at der ligger et demokratisk problem i stævningen.
Moderne demokrati
- Moderne demokrati og forvaltning er kompliceret, og kommuner og andre offentlige myndigheder har en stor magt på grund af deres mange eksperter og økonomiske ressourcer, hvilket især gavner borgmestre og andre magthavere. Eksperter kan fungere som en kritisk modmagt, og hvis kommuner og andre myndigheder begynder at føre retssager for at få ret, så skævvrides demokratiet endnu mere, siger Roger Buch til Sermitsiaq.AG.
Læs hele sagen her:
- Sermersooq stævner RUC-professor
- Kommunaldirektør: Derfor stævner vi professoren
- Professor om stævning: Ingen kommentarer
- Kammeradvokat skal kæmpe mod Sermersooq
- Eksperter: Kommunaldirektør på tynd is