Igasa Food Festival
Spanske kokke lavede salttorsk alá Nanortalik
Vittus Qujaukitsoq og Ole Mølgaard-Motzfeldt åbnede Sydgrønlands madfestival i Nanortalik
Søndag stod naalakkersuisoq for erhverv, arbejdsmarked, handel og udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq (S) sammen med kommunalbestyrelsesmedlem Ole Mølgaard-Motzfeldt (S) for indvielsen af festivalen i Nanortalik.
Det er fjerde år, der har været Igasa Food Festival, og det ønskede Vittus Qujaukitsoq tillykke med.
Salt torsk på spansk
Nanortalik forsamlingshus dannede ramme om en præsentation og prøvesmagning, hvor levnedsmiddelskolen og andre kokke havde forberedt flere spændende retter med torsk, ørred, laks, sæl og hval.
Det internationale krydderi i gryden kom denne dag fra to spanske turister, som var inviteret til at vise Nanortalik, hvordan en familie i Spanien tilbereder deres nationalret saltede torskegryde 'Bacalao', med brug af nordatlantisk salttorsk.
Nanortaliks fabrik producerer tusinder af tons af saltfisk til det spanske marked, så gæstekokkenes håndbevægelser blev studeret nøje.
Konkurrencer i forsamlingshuset
Programmet i Nanortalik omfattede salg af grønlandske specialiteter i forsamlingshuset. Der blev arrangeret en konkurrence med titlen ”kender du din sæl?”, hvor man skulle gætte forskellige udskæringer af sælkødet. Videre var der en duftekonkurrence, hvor man skulle gætte dufte fra hhv. timian, kvaneblade, tørret tang, blåbærblade og grønlandsk post.
Andre aktiviteter omfattede forskellige konkurrencer, hvor der bl.a. blev dystet om det bedste kendskab til sælen og hvem der var bedst til dufte og gætte grønlandske urter.
Madfestivalen styrker Vittus Qujaukitsoq i sin tro på, at der kan tjenes flere penge i Sydgrønland.
Politikere roste fælles aftaler
- Brugen af grønlandske råvarer ligger mig meget på sinde. Allerede i koalitionsaftalen blev det skrevet ind som en af vores mærkesager, at vi skal hjemtage veterinærområdet, at vi skal styrke landbruget, og ikke mindst at vi skal udvikle kombinationen af landbrug og turisme i de kommende år, skriver politikeren i en pressemeddelese i forbindelse med besøget i Nanortalik.
Ifølge Naalakkersuisut roste Qujaukitsoqs lokale partifælle Ole Mølgaard-Motzfeldt i sin tale samarbejdet mellem Kommune Kujalleq og Naalakkersuisut om udvikling af fødevareområdet.
Her nævnte han særligt servicekontrakten med Neqi og støtten til Igasa Food Festival.
Fik du læst artiklerne i august måneds tema om Naturens Tagselvbord? Hvis ikke kan du danne dig et overblik her.