Socialrådgivere ved kriminalforsorgen tjener 5.000 kroner mindre
Staten åbner op for forhandlinger med fagforeningen Atorfillit Katuffiat
Socialrådgiver ansat i ved Kriminalforsorgen i Grønland tjener 5.000 - 6.000 kroner mindre end deres kollegaer ansat i kommunen eller Selvstyret, oplyser fagforeningen Atorfillit Katuffiat. Og det skaber problemer for kriminalforsorgen.
- Vi har svært ved at holde på medarbejderne. De er generelt glade for deres arbejde, men når de stopper, angiver de lønnen som årsag, bekræfter direktør for Kriminalforsorgen i Grønland, Naaja Nathanielsen til Sermitsiaq.AG.
Socialrådgiverne er ansat på individuelle kontrakter i Kriminalforsorgen i Grønland. Men nu ser det ud til, at de får muligheden for at komme på en overenskomst. På Statens vegne er det Moderniseringsstyrelsen, der forhandler overenskomster. Og her har man i et brev til fagforeningen Atorfillit Katuffiat (AK) netop tilkendegivet, at man er villig til at åbne for, at AK får mulighed for at forhandle en overenskomst for socialrådgiverne ved kriminalforsorgen.
- Moderniseringsstyrelsen kan oplyse, at en organisation kan anerkendes af Finansministeriet som forhandlingsberettiget, hvis medarbejdergruppen falder inden for organisationens naturlige faglige område, og organisationen kan dokumentere, at den organiserer mindst halvdelen af de ansatte, hedder det i brevet.
AK vil kæmpe for samme løn
Brevet skaber glæde hos AK.
- Vi er meget gladefor denne åbning, for vi har jo kæmpet for at opnå dette igennem adskillige år, siger AK's formand Dina Olsen til Sermtsiaq.AG.
Hun skriver nu et svar til moderniseringsstyrelsen, hvor hun dokumenterer, at AK organiserer flertallet af socialrådgiverne i kriminalforsorgen, samt at deres arbejde naturligt falder inden for AK's område. Og Dina Olsen er optimistisk.
- Det tegner virkelig til at vi får forhandlingsretten. Og så tror jeg også på, at vi kan få lønnen op i nærheden af den de ansatte i kommuner og Selvstyret får. Vi vil i hvert fald kæmpe for det.
Det er IA's folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen, der har spurgt den ansvarlige minister, Sophie Løhde om muligheden for at AK kan forhandle overenskomst på området. Brevet til AK er et resultat af hendes spørgsmål.
- Det giver mulighed for at tilbyde de ansatte mere sikrede forhold. Det er naturligvis ingen garanti for, men de ansatte står langt stærkere, når de kan forhandle igennem en fagforening, siger Aaja Chemnitz Larsen.