internet

Slut med uhyggelige teleregninger i flere byer og bygder

Sermitsiaq.AG har interviewet manden, der nu tager konkurrencen op mod Tele-Post. Der er allerede mange bestillinger i Sisimiut og Paamiut

Offentliggjort

Flere byer og bygder kan nu sige farvel til grimme overraskelser på internetregningen.

Selskabet Comby, der køber netadgang fra Tele-Post, begynder nu at sælge flatrate-internet videre til kunder i fire byer og ti bygder.

Ingen begrænsning på net
Og der er to gode grunde til at opsige sit abonnement hos hele Grønlands Tele-Post, siger direktør, Brian Torp.

- På Kysten leverer vi nu et produkt, der er ekstremt meget billigere end Teles. Jeg tror, det tiltaler folk, at internet ikke længere handler om volumen - Hvor meget man er på, siger han til Sermitsiaq.AG.

- Det er nok derfor, vi har mange bestillinger allerede nu i særligt Sisimiut og Paamiut.

Læs: Føroya Tele har kig på det grønlandske marked

Comby leverer deres nye flatrate-internet først i fire byer og ti bygder.

Men selvom direktøren påstår det modsatte, så er det ikke fordi, Tele-Posts internetprodukter er ekstremt dyre sammenlignet med Combys. Det afhænger af, for eksempel hvor meget man ser tv og video på nettet eller spiller spil online.

Tæt løb
I de fire byer, som Comby starter med at levere til, koster ubegrænset internet nu 950 kroner om måneden, mens Tele-Post i de samme byer sælger en stor portion data, 30 gigabyte, til 999 kroner og endnu mere data for 1.149 kroner.

Direktøren hos Comby har dog håb om at kunne kapre kunder fra Tele-Post alligevel, selvom prisforskellen ikke vil være stor for mange kunder.

- Vores produkt er ægte flatrate, i modsætning til hvad Tele-Post de sælger. Der er ingen begrænsninger på netforbruget, og oprettelse hos os koster heller ikke noget.

Læs: Politiker vil have søkabel til Narsaq

Brian Torp siger, at han forventer, mange også vil skifte, fordi de er nysgerrige, om andre kan levere bedre service end monopolvirksomheden.

Men Brian Torp ved endnu ikke, hvor god en forretning det bliver for Comby. Det afhænger af, hvordan kunderne fordeler sig mellem private og erhvervskunder.

- Vi skal også have udstyr i hver by og bygd. Derfor koster det os noget, hver gang vi åbner forretning et nyt sted.

Håber på mérforbrug
Det er Comby-direktørens håb, at de nye flatrate-produkter, hvor der ikke er en såkaldt 'fair use'-begrænsning som hos Tele-Post, vil åbne for datamængderne til Grønland i en sådan grad, at det vil blive billigere for alle senere, siger han.

- På grund af Tele-Posts kostpriser, kan de, hver gang de sælger mere data, sætte priserne ned.

Comby har arbejdet længe for at komme ind på internetmarkedet og konkurrere med Tele-Post. Selskabet var i sin tid med til at stifte Nuuk Skynet.

Læs: Start her: Besøg din bygd i Google Street View

I to år forsøgte det lille firma at få en pris på at købe internetadgang til videre levering fra Tele-Post men forgæves. Nuuk Skynet tog sagen til Konkurrencestyrelsen, som afgjorde til fordel for dem.

Så gav Tele-Post det lille firma en høj pris, som Nuuk Skynet klagede over til Telestyrelsen, hvorefter Tele-Post gav den lille konkurrent en ny pris, der var cirka en fjerdedel lavere.

Efterfølgende har Tele-Post Wholesale, som virksomheden der sælger internet videre hedder, sat prisen ned flere gange.

Læs: Tele-Post får konkurrent på internet-markedet

Powered by Labrador CMS