Skynet klager til Konkurrencenævnet
Tele Greenlands konkurrent på trådløst netværk klager over monopolselskabet for unfair konkurrence.

I september 2009 fik Skynet lov til at udbyde trådløst bynet til kunder i Nuuk, og dermed blev Tele Greenlands monopol på det område i princippet brudt.
Skynet har sidenhen ansøgt Tele Greenland om lov til at få adgang til det globale netværk på søkablet. Men selskabet har fået afslag på ansøgningen, skriver knr.gl.
- Det er helt afgørende for os, at vi får adgang til det globale internet via Teles søkabel, og derfor går vi til Konkurrencenævnet, siger firmaets administrerende direktør Peter Engsig-Karup.
Teles administrerende direktør Brian Buus Pedersen afviser dog overfor KNR's radioavis, at Tele Greenland har givet Skynet afslag. Tværtimod fastslår han, at Tele Greenland allerede i november kom med et kontraktforslag til Skynet, som virksomheden dog afslog, og siden har Tele ikke hørt fra Skynet.
- Hvis der sker en liberalisering i Nuuk, hvor en udbyder tager en stor andel af markedet , skal vi være i stand til at konkurrere på lige fod, ellers vil der ikke være fri konkurrence, siger Brian Buus Pedersen.
Skynet skulle have været i luften allerede dette forår. Firmaet er i gang med at sætte antennebokse op overalt i Nuuk. Foreløbigt er 60 ud af 120 bokse sat op.
Ifølge Peter Engsig-Karup er planen at Skynet går i luften til august eller september.
Skynet planlægger også at udbyde trådløs internet bredbåndstjeneste i Ilulissat og Sisimiut.