Upernavik
Skibet er ladet med 53 nye arbejdspladser
Suluk Fish Greenland gør nu klar til at konkurrere mod Upernavik Seafood og Halibut Greenland
Der bliver skabt 53 nye arbejdspladser ved Upernavik. Det er fiskeriselskabet Suluk Fish Greenland, der indsætter indhandlingsskib nord for Upernavik. Selskabet har chartret skibet ’Isbjørn’ fra Island.
Læs: Der kommer priskrig på hellefisk ved Upernavik
Læs: Der kommer konkurrence på hellefisk ved Upernavik
Suluk Fish Greenland fik sin tilladelse til at indsætte indhandlingsskib ved Upernavik sidste efterår. Nu er skibet ’Isbjørn’ gjort klar til at indhandle og producere hellefisk om bord. Direktør i Suluk Fish Greenland Daniel Skifte oplyser, at hele fisken bortset fra indvolde bliver produceret om bord på skibet.
Indhandling starter snart
Indhandlingsskibet ’Isbjørn’ er nu ankommet til Upernavik-området og vil flytte rundt i forskellige områder i løbet af sommeren.
- Nu befinder skibet sig ved Tasiusaq, fordi der stadig er is ved Nuussuaq og Kullorsuaq. Vi åbner for indhandlingen inden længe, når isen fjerner sig fra området, siger Daniel Skifte.
Han er medstifter af Halibut Greenland og er nu ejer af Suluk Fish Greenland. Kravet for at kunne få tillladelse til at indsætte indhandlingsskib er, at selskabet skal have en handlingsplan for anlæggelse af produktionsanlæg på land.
53 ansatte
Meget tyder på at anlæggelse af produktionsanlæg ikke sker i Upernavik.
- Der er for store begrænsninger på vand og elektricitet i Upernavik. Derfor har vi valgt at indsætte indhandlingsskib, der kan have produktion ombord, siger Daniel Skifte.
Der vil være skiftehold om bord på skibet, hvor der i alt vil være omkring 53 ansatte på årsbasis.
Hovedet, japancut og haler bliver også produceret.
Halibut Greenland har også fået tilladelse til at indsætte indhandlingsskib ved Aappilattoq i nærheden af Upernavik. Upernavik Seafood har ni indhandlingssteder i Upernavik-området.