Sjældne jordarter: Pas på forurening

MP Margrete Auken sætter fokus på den kommende udvinding af sjældne jordarter i Grønland på en konference i Bruxelles

Undgå stærkt forurenet natur i Arktis efter udvinding af sjældne jordarter. Margrethe Auken, medlem af Europa-Parlamentet Margrete Auken for den grønne gruppe, sætter fokus på den kommende udvinding af sjældne jordarter i Grønland på en konference i Bruxelles. Foto: Polfoto/Ole Buntzen
Offentliggjort

Mandag aften arrangerer medlem af Europa-Parlamentet for den grønne gruppe Margrete Auken en konference om udvinding af råstoffer i Grønland og bæredygtig udvikling i Arktis.

Det sker på en konference i Bruxelles.

Undgå stærkt forurenet natur i Arktis efter udvinding af sjældne jordarter, lyder det blandt andet fra Auken.

- Global efterspørgsel på sjældne jordarter og andre ressourcer i Arktis - under øje for principperne om bæredygtig udvikling og sikring af miljø - er en udfordring, men ikke en umulig udfordring, skriver Margrethe Auken i sit debatoplæg.

- I juli underskrev næstformand for Europa-Kommissionen, Antonio Tajani, en hensigtserklæring om at samarbejde med Grønland om mineralressourcer. Ligeledes forsøger Kina og andre store nationer at indgå en aftale med regeringen i Nuuk. Grønland forventes at levere omkring 20 procent af klodens behov af sjældne jordarter i de næste 50 år, skriver Margrete Auken.

Udvikling på naturens præmisser
Medlem af Naalakkersuisut for finanser Maliina Abelsen, IA, er sammen med højtstående embedsmand, fra Europa-Kommissionens generaldirektorat for erhverv og industri, Mattia Pelligrini blandt paneldeltagerne, når diskussionen om Arktis bliver i løbet af aftenen igangsat.

Med i programmet er også et foredragsindlæg af Damien Degeorges, den franske forsker tilknyttet Ilisimatusarfik med særlig indblik i Grønlands rolle i Arktis.

- Med arrangementet forventer vi at kunne både oplyse, men også skabe debat om de udfordringer, som Arktis området står over for. Sat på en spids ønsker vi, at udviklingen kommer til at ske på naturens præmisser og med en høj grad af forsigtighed ved ikke at rykke ved den naturlige balance, oplyser Margrete Aukens kontor i Bruxelles til Sermitsiaq.AG.

Efterlader kun profit til ejerne af selskabet
- Erfaring har vist, at hvis man ikke er forsigtig med hensyn til minedrift og stiller høje og vedvarende krav over for industrien, så smadrer de fuldstændig naturen og efterlader kun profit til ejerne af selskabet, og ikke til grønlænderne, som så må stå tilbage fattigere på grund af ødelagt natur. Derfor håber vi, at udviklingen sker med højeste forsigtighed, lyder det videre fra Margrete Aukens kontor.

I Europa-Parlamentet er der syv partier. Margrete Auken er medlem af den grønne gruppe i Europa-Parlamentet. I Danmark blev hun valgt med SF som baggrund.

Powered by Labrador CMS