Sisimiut får Innovationsværksted
Borgere i Sisimiut får mulighed for at udvikle innovative idéer i innovationsværkstedet 'Fab Lab'. Det skal også være med til at motivere flere unge til valg af en naturvidenskabelig eller teknisk uddannelse. Stedet åbner næste år.
'Fab Lab' skal være et flagskib for kreativitet, innovation og entreprenørskab i Sisimiut.
Det lokale erhvervsråd i Qeqqata Kommunia, Arctic Circle Business, har nemlig i samarbejde med Qeqqata Kommunia, Teknikimik Ilinniarfik KTI og Arctic DTU realiseret planer om at åbne et innovationsværksted.
- Covid-19 har forsinket opstarten, men alle kigger nu spændt mod 2021, hvor det kommende Arctic Circle Fab Lab tilbyder unge, borgere, iværksættere og erhvervsdrivende en mulighed for at teste ny teknologi og nye ideer, udtaler direktør for Arctic Circle Business, Louise Lynge Berthelsen.
Kreativt sted
I 'Fab Lab' kan der udvikles idéer på blandt andet 3D printere, 3D scanner, vinylskærer, laserskærer, teglbrændeovn og broderi-symaskine.
- Et 'Fab Lab' i Sisimiut vil give grobund for et mere innovativt samfund for kommunens borgere, studerende, unge, almene borgere og erhvervsliv får nu mulighed for at kunne lære om ny teknologi gennem arbejde og kurser i et kreativt, højteknologisk prototypeværksted. Etablering af et 'Fab Lab' skal motivere flere unge til valg af en naturvidenskabelig eller teknisk uddannelse. Vi tror på at Fab Lab kan blive en del af Grønlands teknologiske uddannelsesmiljø, fremhæves det.
Arctic Circle Fab Lab anbringes i KTI’s hovedbygning, hvor en Fab Lab leder tilknyttes for at afholde kurser i nye maskiner og teknologi. Ansættelse vil ske i 2021 og stillingsopslaget opslås snarest, oplyses det.