For nylig blev en af Grønlands Politis Sisak-kuttere solgt på auktion for 3.1 mio. kroner. Før kutteren kan hentes i Nuuk af den nye ejer, skal de gule striber og ”Politi” dog overmales.
Endnu en af de gamle Sisak-kuttere, der har sejlet omkring Grønland siden 1990’erne, er nu solgt og vil blive overmalet.Foto: Grønlands Politi
I perioden fra 2016-2020 besluttede Grønlands Politi, at det
var nødvendigt at få udskiftet Sisak-kuttere, der siden midten af 1990’erne har
tjent Grønland godt.
Annonce
Til erstatning fik politiet allerede i 2021 leveret de
første tre af i alt fem nye indsatsfartøjer, som er betydelig mere fleksible,
og som også en del hurtigere end de gamle kuttere.
Gule striber skal overmales
Sisak-kutterne er derfor løbende blevet solgt på auktion. Og for nylig var endnu
en af slagsen under hammeren i auktionshuset B2B Auctions til en startpris på
1.5 mio. kroner.
Et minut i 12.00 blev det vindende bud på 3,1 mio. kroner
afgivet, og køberen skal nu en tur til Nuuk for at hente kutteren, der
overdrages med alt udstyr bortset fra det, som er forbeholdt politiet. Køberen
er dertil forpligtet til at overmale ”Politi” samt de gule striber straks efter
overtagelsen - og vel og mærke inden skibet forlader havnen i Nuuk.
Derudover skal køber også omprogrammere udstyr og radioer,
og skibet kan først omregistreres, når der er fremvist dokumentation for, at
dette er sket.
Fem nye fartøjer
I dag sejler Grønlands Politi således rundt i de fem nye fartøjer, der består
af Nukik i Qaqortoq, Nakuaq i Nuuk, Ilik i Sisimiut, Kimik i Aasiaat og Malik i
Tasiilaq.
På nær Malik i Tasiilaq, der er lidt mindre end de andre, så er der
tale om fartøjer med plads til 12 passagerer og to besætningsmedlemmer. De
skyder en marchfart på 25 knob og er udstyret med blandt andet varmesøgende
kameraer til at lokalisere personer under eftersøgninger og ekstra projektører
til sejlads i mørke. Der er også en kran til redning af personer og en briks
til tilskadekomne foruden kontorfaciliteter og lokale til behandling af
kriminalsager.
Til erstatning for de gamle kuttere har Grønlands Politi fået nye fartøjer. Her er det Nakuaq i Nuuk, der blev døbt i 2021.Foto: Grønlands Politi
Tidligere har kutterne Sisak II og Sisak III været til
salg.
Politidirektør Bjørn Tegner Bay siger om indkøbet af
de nye fartøjer: - På baggrund af en operativ analyse af, hvordan vi gennem årene har anvendt vores politikuttere, og hvilke typer af situationer, vi oftest har brug for sejlende enheder, og hvad der er Grønlands Politis reelle ansvarsopgaver, så besluttede vi for ca. 5 år siden at omlægge vores maritime kapacitet fra nogle store gode solide stålfartøjer af Sisak-klassen, der sejler forholdsvist langsomt, til nogle mindre glasfiber- (4 stk.) og aluminium (1 stk.) fartøjer, der kan sejle markant hurtigere.
– Beslutningen blev truffet fordi analysen viste, at vores behov i akutte situationer primært er hurtig responstid og fart.
Kimik sejler i Aasiaat, og kom også til Grønlands Politi i 2021.Foto: Grønlands Politi
Den rette beslutning
Ifølge politidirektøren har det vist sig, at det var den helt rigtige beslutning.
– Vi anvender de nye fartøjer til eftersøgnings- og redningsoperationer (SAR) i de indenskærs farvande samt til akutte udrykninger til eksempelvis bygderne i forbindelse med anmeldelse om alvorlig kriminalitet. I disse situationer kan responstiden og fart selvsagt være afgørende. Vi anvender også fartøjerne til mere rutinemæssige opgaver som eksempelvis bygdeture til efterforskning af mindre sager og forebyggelsesprojekter, ligesom de anvendes som transportmiddel mellem byerne når dette er mest hensigtsmæssigt. Det kan eksempelvis være en anklager, der skal møde i retten i en anden by, politifolk, der skal ledsage en tilbageholdt, eller når vi skal til tjenesteskydning på vores skydebaner udenfor byerne.
– Det er min opfattelse, at Grønlands Politis hurtigtgående fartøjer, Arktisk Kommandos inspektionsfartøjer, inspektionsskibe, fly og helikoptere, Air Greenlands SAR-helikoptere og enheder fra brandvæsenerne samt frivillige NGO-organisationer som eksempelvis Qamutit SAR Group, supplerer hinanden virkeligt godt i forbindelse med SAR-operationer. Vi kan på den måde som samfund samlet set være så godt rustet som muligt til SAR udenskærs, indenskærs, i fjeldet og på Indlandsisen i kraft af mange forskellige typer redningsmidler og menneskelige kompetencer, siger Bjørn Tegner Bay.
Artiklen er udgivet i
tillægsavisen Motoori. Du kan finde Motoori HER