SIK: Pilersuisoq er skyld i bygde-affolkningen

Når Pilersuisoq kun tilbyder en fem-timers arbejdsdag i de mindre bygder, er selskabet og dermed også Selvstyret med til sætte skub i affolkningen af bygderne, mener formanden for SIK.

Offentliggjort

Fagforeningsformanden Jess G. Berthelsen langer ud efter Selvstyret og KNI, der ejer Pilersuisoq-butikkerne. Jess G. Berthelsen mener, at Selvstyret via KNI er med til at forstærke udviklingen, hvor bygderne affolkes.

I en pressemeddelelse oplyser SIK-formanden, at mange af forbundets medlemmer, der arbejder i en af Pilersuisoqs købmandsbutikker, kun har en fem-timers arbejdsdag.

Ifølge SIK er det årsag til, at flere vælger at flytte til byerne, hvor der er bedre muligheder for at få et fuldtidsarbejde.

Ønsker otte timer

- Når vi forhandler overenskomster med Pilersuisoq, har vores ønske altid været, at butikspersonale m.v. beskæftiges for mindst otte timer dagligt. Men Pilersuisoq henviser altid til serviceaftalen med Selvstyret, hvor Selvstyret har sagt ok for, at butikker i de mindre bygder kun har åbent 5 timer dagligt, skriver Jess G. Berthelsen.

Bogere i bygder

1. juli 2020 var 7.165 borgere i Grønland bosat i en bygd. Det er et fald på 49 personer i forhold til året før.

1. juli 2020 boede 49.130 borgere i en by. Det er en stigning på 202 borgere i forhold til året før.

Kilde: Grønlands Statistik

Pilersuisoq-butikkerne er en del KNI, som ejes af Selvstyret, som dermed har ansvaret, mener SIK-formanden:

- Eftersom Selvstyret har det fulde ejerskab af KNI, må man konstatere, at Selvstyret således er med til at gøre befolkningen i bygderne mindre i raskt tempo, mener Jess G. Berthelsen.

Afskedigelser hos Nukissiorfiit stoppet

Jess G. Berthelsens udmelding kommer i forlængelse af en anden debat om offentlige arbejdspladser. I sidste uge gik Naalakkersuisut nemlig ind og trak håndbremsen i et digitaliseringsprojekt i energivirksomheden Nukissiorfiit.

Digitaliseringsprojektet ville kunne spare 13 årsværk hos Nukissiorfiit, men det ville hovedsageligt blive frontmedarbejdere i de mindre byer, der ville miste arbejdet. Og det ville Naalakkersuisut ikke være med til.

Nukissiorfiit må finde sine besparelser et andet sted, var beskeden fra naalakkersuisoq for energi, Steen Lynge (D).

Powered by Labrador CMS