Sermitsiaq.AG-formand i spil til fornem pris
Jørgen Ejbøl, som blandt andet er bestyrelsesformand for Mediehuset Sermitsiaq.AG, er blandt tre nominerede til Publicistprisen 2013
I dag tirsdag bliver spændingen udløst om, hvem der får Publicistprisen 2013.
Jørgen Ejbøl, som er bestyrelsesformand for både Mediehuset Sermitsiaq.AG og JP/Politikens Hus, er blandt tre nominerede til prisen.
Han kæmper om Publicistprisen sammen med korrespondent Steffen Jensen fra TV2 og tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet og forfatter Sven Ove Gade.
Afsløringen af vinderen og prisoverrækkelsen sker i dag tirsdag klokken 20 dansk tid i Det Berlingske Hus i København.
Clement Kjersgaard, Lisbeth Knudsen, Tøger Seidenfaden og Lise Nørgaard er blandt tidligere vindere af Publicistprisen, der uddeles en gang om året af Den Danske Publicistklub.
Prisen er indstiftet i 1979 og gives for en markant indsats i den danske medieverden – ’en mangeårig fremragende indsats’, som der står i fundatsen.