Royal Arctic Line
Selvstyret: Om kort tid har RAL styr på forretningen
Naalakkersuisoq for infrastruktur, Erik Jensen, har tillid til, at Royal Arctic Line (RAL) gør alt for ”at de iværksatte tiltag snarest medfører de tilsigtede forbedringer”.
Erik Jensen har netop haft et møde med rederidirektør Verner Hammeken for at høre rederiets planer for at genskabe tilliden mellem dem og kunderne.
Ustabile leveringer
Rederiet har i siden det tidlige forår ikke formået at leve op til dets egne krav om levering af gods til tiden og rette sted og i rette tilstand. Det skyldes en række uheld på nogle af rederiets skibe, men ikke mindst indførelsen af nye it-systemer i det selvstyreejede selskab.
En lang række virksomheder - store som små - har oplevet store problemer med RAL, og selv private, der ønsker at betænke venner og familie i udlandet med råvarer, har måttet se, at frosne varer er endt på forbrændingen fremfor et veldækket spisebord.
Et andet selvstyreejet selskab, KNIs direktør, rettede for nylig en alvorlig kritik mod RAL, hvilket fik Erik Jensen til at reagere og tage initiativ til et møde med Verner Hammeken.
KNI fraskriver sit ansvar
KNI-direktøren kunne ikke længere tage ansvar for den servicekontrakt, han er underlagt, hvor han skal sikre basale madvarer rundt om i landet. Det skyldes, at man ikke kunne stole på, at RAL leverede varerne.
- Efter KNIs udmeldinger i pressen er jeg blevet orienteret om, at Royal Arctic Line har inviteret KNI til et møde den 31. oktober 2017 for at sikre ro om vinterforsyningerne, fordi et samarbejde er absolut nødvendigt – til gavn for samfundet - hvorfor jeg er fortrøstningsfuld, siger Erik Jensen ifølge en pressemeddelelse han udsendte fredag.
Forbedringer om kort tid
- Jeg og mit departement følger udviklingen nøje og forventer mærkbare forbedringer inden for kort tid, understreger Erik Jensen ifølge pressemeddelelsen.
Det lykkedes ikke fredag for Sermitsiaq.AG at få fat i Erik Jensen til at præcisere, hvad han mener med "kort tid".