modelfly

Se verdens mindste Air Greenland-fly lette

En modelflyentusiast har bygget en tro kopi af Air Greenlands King Air, Amaalik

Carl Lynnerup har selv bygget langt hovedparten af modelflyet
Flyet er i dag udstillet i Air Greenlands kantine
Modelflyet vejer knapt 25 kilo og er bygget i størrelsesforholdet 1:5
Flyet er i dag udstillet i Air Greenlands kantine Leiff JosefsenModelflyet vejer knapt 25 kilo og er bygget i størrelsesforholdet 1:5 Leiff JosefsenCarl Lynnerup har selv bygget langt hovedparten af modelflyet YoutubeFlyet er i dag udstillet i Air Greenlands kantine Leiff JosefsenModelflyet vejer knapt 25 kilo og er bygget i størrelsesforholdet 1:5 Leiff JosefsenCarl Lynnerup har selv bygget langt hovedparten af modelflyet YoutubeFlyet er i dag udstillet i Air Greenlands kantine Leiff Josefsen

Air Greenlands mindste fly i flåden, Super King Air’en Amaalik, har fået en lillebror med samme navn.

Og begrebet lillebror skal tages bogstaveligt. For maskinen ligger godt nok lige så elegant i luften. Men den fylder omvendt udelukkende en femtedel i størrelsen.

Bygget fra bunden
Amaalik junior er bygget af modelflyentusiasten Carl Lynnerup i Danmark.

Han er i dag pensionist og har som ingeniør arbejdet i et mindre luftfartsselskab, der fløj med blandt andet King Air. Og da modelbyggeren samtidig har en nevø, der bor i Nuuk, lå det lige for, at han skulle bygge en miniudgave af Air Greenlands Super King Air.

- Det begyndte med, at jeg byggede en turbopropmotor (jetdrevet propelmotor, red.). Næste skridt var at forbedre modellen og så bygge to motorer. Og det ledte til sidst til, at jeg byggede Air Greenlands King Air, forklarer Carl Lynnerup.

Der gik i alt halvandet år, fra han begyndte at bygge de to motorer, til Amaalik var klar til jomfruturen tilbage i 2009.

Og bortset fra nogle enkelte dele til motorerne har flyentusiasten produceret alt i hånden. Det gælder for eksempel understellet, de mekaniske dele, for ikke at tale om dækkene, der har de samme ID-numre som dæk til en mere ordinær King Air.

- Det var dog en udfordring at lave to tandhjul til gearkassen. Jeg måtte først bygge en høvlemaskine, der kunne producere tandhjulene, før jeg kunne gøre gearkassen færdig, siger modelbyggeren.

Hos Air Greenland
I 2012 skiftede Amaalik-modellen hænder. Carl Lynnerup havde brug for mere plads derhjemme, hvor modelflyene fylder en del.

Air Greenland fik lov til at låne Amaalik junior gratis på ubestemt tid, og flyet kan i dag beskues i virksomhedens kantine.

Modelflyet er 2,8 meter langt, har et vingefang på 3,5 meter og vejer knapt 25 kilo. Flyet har en topfart på cirka 300 kilometer i timen.

Denne artikel blev bragt i Sermitsiaq i oktober 2013.

Du kan se flere fotos af flyet, samt videoklip, hvor flyet går i luften, i bunden af denne artikel. Vær opmærksom på, at der kan gå nogle sekunder, før videoklippet bliver synligt.

Powered by Labrador CMS