Se de første boringer ved Isua
VIDEO 40 år før at London Mining var interesseret i jernforekomsten nord for Godthåbsfjorden, borede et andet selskab i undergrunden
Det britiske mineselskab London Mining med den kinesiske statskontrollerede bank China Development Bank som potentiel investor er ikke de første, der har interesseret sig for jernforekomsten ved Isua nord for Godthåbsfjorden i Vestgrønland.
Det viser en historisk film, som just er lagt online. Det er De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland – GEUS, som har lagt filmen "Første boringer i Isua jernmalmen" dels på deres hjemmeside, dels på deres YouTube-kanal.
Jernmalmen blev allerede fundet i 1965 af Kryolitselskabet Øresund og efter omfattende undersøgelser var selskabet i 1971 klar til at foretage de første boringer i malmen for at undersøge mulighederne for at udnytte den.
På filmen kan du følge de omfattende forberedelser af ekspeditionen til Isua, og du kan opleve de udfordringer, som mandskabet stod overfor under borearbejdet i jernmalmen, som ligger delvist begravet under Indlandsisen.
Lauge Koch og Kryolitselskabet Øresund
"Første boringer i Isua jernmalmen" er bare ét af de filmklip, som GEUS nu har gjort tilgængelige online. De øvrige omfatter film om arbejdet omkring jernmalmen ved Isua, én om Kryolitselskabet Øresunds prospektering ved Sdr. Isortoq i Sydvestgrønland, og én om Lauge Kochs To-årsekspedition til det centrale Østgrønland i 1938.
Filmklippene stammer fra gamle smalfilm i GEUS' arkiver, som nu er blevet digitaliseret og dermed tilgængelige for et større publikum.
Kilderne til filmklippene er smalfilm fra historiske geologiske ekspeditioner og frigivne film fra mineselskaber, som har søgt efter råstoffer i Grønland. GEUS har i forbindelse med digitaliseringen kun udført den nødvendige redaktion som fx at fjerne irrelevant indløbsfilm.
Du kan også besøge GEUS’ YouTube-kanal her: http://www.youtube.com/user/GEUSgeology/videos
eller den geologiske tjenestes hjemmeside for ekspeditionsfilm her: www.geus.dk/media/ekspeditionsfilm-dk.html