uddannelse
Se billeder: Rejsegilde på Narsaqs nye skole
Men den traditionelle håndbajer til håndværkerne er nu fortid i Grønland
”Der skal gøres opmærksom på at byggepladsen skal holdes røg- og alkoholfri ifølge selvstyrets politik”, stod der i invitationen til rejsegildet på den nye skole i Narsaq fredag eftermiddag.
Hotel Narsaq var hyret til at grille og servere pølserne med tilbehør, og mens de blev skyllet ned med cola og grøn sodavand, holdt kommunalbestyrelsesmedlem Josef Petersen kommunens tale til entreprenør og håndværkere.
Her sagde han blandt andet, at den nye skole får et solidt fundament, og henviste dermed til at byens fremtid ligger i, at børnene også får et solidt fundament i deres uddannelse. Og nu er rammerne til dette fundament skabt, sagde han.
Han gjorde også opmærksom på de skiftende skoleinspektører, lærere og forældre, som i årevis har kæmpet for bedre klasselokaler, og ønskede dem tillykke med, at deres kamp og indsats nu har båret frugt. Og han håbede, at både lærere, forældre og elever vil passe godt på den nye skole.
Til sidst glædede Josef Petersen sig over, at byggeriet var gået godt, uden at nogen personer var kommet til skade, heller ikke selv om der var sket uheld undervejs, hvilket nok var ment som en hentydning til, at entreprenørens Krøll byggekran for nylig blev forvandlet til en “krøllet” byggekran.
Efter at håndværkerne havde fordøjet deres pølser, fortrak de til området uden for byggepladsen, hvor de kunne få sig en smøg i ro og fred.
Projektleder Niklas Skovgaard oplyser, at han forventer at den nye skolebygning vil være lukket og færdiggjort udvendig inden udgangen af september, samt at hele byggeriet med renoveringen af de ældre bygninger vil være færdig til aflevering omkring 1. august 2016.
Se biller her under.