EU og sælskindshandel
Sælforordning til afstemning
Torsdag skal EU-parlamentets udvalg for indre marked og forbrugerbeskyttelse stemme om den kommende sælforordning. En informationskampagne og en løbende vurdering af den nye forordning er krav fra Parlamentet
EU’s nye sælforordning skal torsdag til afstemning i Bruxelles. Europa-Parlamentets tilføjelser med krav om informationskampagne og løbende vurdering af forordningens virke i ’inuitsamfundene’ ventes at få flertal og skal videre til forhandling med Ministerådet.
Først derefter skal den nye forordning, der har frist oktober 2015, vedtages af Europa-Parlamentet. Hvis forhandlingerne med Ministerrådet går smertefrit, vil plenarmødet, afstemningen, finde sted i juli-måned, men sagen kan sagtens trække ud til september, viser tidsplanen.
Udenrigsminister slår i bordet
Parlamentets Udvalg for indre marked og forbrugerbeskyttelse, IMCO, holder afstemning efter ordfører Cristian-Silviu Busoi et par måneder forinden havde været på ’sæljagt’. Efter dansk og grønlandsk lobbyarbejde har Busoi og hans folk, så vidt muligt tilføjet lempelser og slettet flere sætninger fra Kommissionens udskældte forslag.
Efter WTO-afgørelsen udgav Kommissionen februar 2015 et hurtig formuleret ændringsforslag til den eksisterende 'forordning om handel med sælprodukter'. Det nye forslag fra Kommissionen fik udenrigsminister Martin Lidegaard, Radikale Venstre, til at slå i bordet:
- Lovforslaget kan skade Grønland finansielt, samfundsmæssigt, kulturelt og identitetsmæssigt, lød det fra Lidegaard.
Herefter gik udenrigsministeriets- og selvstyrets folk i gang med at arbejde hårdt, for at formulere tilføjelser til den nye forordning, blandt andet om oprindelige folks rettigheder for at ’varetage deres økonomiske, sociale og kulturelle udvikling’ og slette visse afsnit, der skader sælfangsten.
Flere af Grønlands toppolitikere rejste til Bruxelles og serverede sæl-suaasa til flere danske og andre europæiske parlamentarikere. Parlamentarikerne fik mere viden om den nødvendige sælfangst langt nordpå i det arktiske område.
Forståelse for sæljagt
Socialdemokraternes EU-parlamentariker Christel Schaldemose var ked af stramningen, da Sermitsiaq.AG mødte hende 21. maj i Strasbourg. Men parlamentarikeren var dog glad for, at kunne være med til at tilføje krav om informationskampagne og løbende vurdere af forordningens virke i inuitsamfundene. Schaldemose håbede også på, at Kommissionen vil erkende at lovgivningen skal fungere bedre.
- Det sidste punkt betyder reelt, at der er stor forståelse for, at inuit-sæljagten er blevet ramt uhensigtsmæssigt hårdt af EU’s forordning, sagde parlamentarikeren til Sermitsiaq.AG.
Kommissionen og dyrene
Dyrevelfærden optager Kommissionen, det viser nedenstående uddrag af Kommissionens oprindelige forslag.
- Jagten udføres på en måde, der mindsker smerte, angst, frygt og andre former for lidelse for de nedlagte dyr mest muligt, under hensyntagen til samfundets traditionelle levevis og behov for underhold, foreslog Kommissionen.
Men IMCO's nye forslag på samme afsnit lyder nu på:
- Jagten udføres af medlemmer af samfundet, som er i besiddelse af en jagttilladelse, og på en måde, der tager fornødent hensyn til dyrevelfærden og mindsker smerte, angst, frygt og andre former for lidelse for de nedlagte dyr mest muligt, under hensyntagen til samfundets traditionelle levevis og behov for underhold, foreslog Kommissionen.
Læs: Udenrigsministeren: Ny sæl-forordning kan skade Grønland
Læs: Løfter tre nye krav til Kommissionen