ny rapport

Sådan skal Grønland og Danmark erhvervssamarbejde

12 punkter i en ny rapport skal hjælpe med at styrke erhvervssamarbejdet mellem grønlandske og danske virksomheder. - Jeg er meget tilfreds med rapportens konklusioner, siger naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoq

Naalakkersuisoq for erhverv, arbejdsmarked, handel og udenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq bakker op om ny rapport med fokus på øget erhvervssamarbejde mellem Grønland og Danmark
Offentliggjort

- Der er gode muligheder for at styrke samarbejdet mellem danske og grønlandske virksomheder inden for især råstofsektoren og turismeområdet, skriver Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Udmeldingen kommer i forbindelse med offentliggørelsen af en ny rapport, der fokuserer på udviklingspotientialet i den grønlandske råstofsektor og turismeindustri.

Rapporten er udarbejdet i samarbejde mellem det grønlandske Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked og Handel og Erhvervs- og Vækstministeriet i Danmark.

12 punkter bidrager til øget samarbejde
I rapporten listes i alt 12 punkter op, der hver især skal hjælpe til at styrke samarbejdet mellem danske og grønlandske virksomheder med den hensigt at bidrage til en mere flerstrenget grønlandsk erhvervsstruktur, fremgår det af pressemeddelelsen.

Det øgede samarbejde skal desuden bidrage til ny udvikling for den grønlandske økonomi, der i dag beror kraftigt på fiskeri.

- Jeg er meget tilfreds med rapportens konklusioner. Den kommer med nogle klare anbefalinger til, hvordan Danmark og Grønland i fællesskab kan gøre det lettere for vores virksomheder at skabe vækst i fremtiden, siger naalakkersuisoq for erhverv, arbejdsmarked, handel og udenrigsanliggender, Siumuts Vittus Qujaukitsoq, i pressemeddelelsen.

Turisme og råstofsektoren har størst mulighed
Den danske er danske erhvervs- og vækstminister, Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen, glæder sig ligeledes til et tættere erhvervssamarbejde mellem de grønlandske og danske virksomheder.

- Rapportens 12 anbefalinger er vigtigt bidrag til arbejdet for at skabe en mere flerstrenget erhvervskultur på Grønland og et øget samarbejde mellem danske og grønlandske virksomheder, siger den danske erhvervs- og vækstminister i meddelelsen og fortsætter:

- Indsatsen bør selvfølgelig fokuseres på de områder, hvor der er størst potentiale. Derfor er det godt, at vi med rapporten har et klart billede af, at det er inden for turisme og råstofsektoren, at der er de største muligheder, siger Henrik Sass Larsen.

Læs hele rapporten på naalakkersuisut.gl.

Powered by Labrador CMS