økonomi

S-politiker: Hvor meget vil det koste at indføre moms?

Departementet for Finanser er dykket i regnearkene efter en række spørgsmål fra Suka Frederiksen

Suka K. Frederiksen
Offentliggjort

Et medlem af Finans- og Skatteudvalget i Inatsisartut, Suka Frederiksen, vil gerne vide, hvad der vil være af fordele og ulemper ved at indføre moms ligesom i andre lande.

Frederiksen, der sidder på vegne af Siumut sammen med Jens Immanuelsen, har derfor stillet et par skriftlige spørgsmål til naalakkersuisoq, Randi Vestergaard Evaldsen (D).

Læs: Naalakkersuisut ønsker stort fald i selskabsskatten

Frederiksen får at vide, at landskassen umiddelbart vil kunne tjene mellem 270 og 540 millioner kroner, hvis man indførte en moms på 5-10 procent i stedet for et marked uden moms, som vi har nu.

Svært at gøre op
Men der er mange usikkerheder i regnskabet, lyder det fra embedsmændene i Departementet for Finanser.

- Dette spørgsmål lader sig ikke umiddelbart besvare præcist, idet det afhænger af den konkrete udformning af momssystemet.

Men gør man ligesom i Danmark, hvor momsindtægterne udgør cirka 9,5 procent af det danske bruttonationalprodukt, vil moms herhjemme kunne indbringe et provenu på ca. 270 mio. kr. ved en momssats på 5 procent og ca. 540 mio. kr. ved en momssats på 10 procent.

De to procentsatser er nævnt i Suka Frederiksens egne spørgsmål.

Læs: Afviser ændring af pensionsskat

Politikeren får også besked fra departementet om de mange fordele og ulemper, der kan være ved at indføre moms.

- Der vil være store administrative opgaver for såvel myndigheder som virksomheder, skriver Randi Vestergaard Evaldsens departement blandt andet.

Lavere realløn
Derudover vil højere skatter og afgifter føre til prisstigninger i landet, ligesom vi har set med de seneste afgiftsforhøjelser.

Og så vil lønnen blive udhulet efter indført moms.

- I det omfang der ikke kompenseres ved andre skatte-/afgiftslettelser, vil et momssystem medføre faldende realløn, og dermed færre forbrugsmuligheder.

Læs: Siumut-lokalafdeling rejser sig imod afgifter

Men der vil også være fordele udover de tiltrængte millioner i landskassen, lyder det fra Randi Vestergaard Evaldsens kontor.

- Indførelse af et momssystem, vil sandsynligvis styrke den interne/lokale omsætning i Grønland, da privatpersoners import af varer fra udlandet vil blive pålagt moms og det derved bliver en smule mere besværligt at importere på egen hånd.

Modstander af afgifter
Det fremgår ikke af teksten fra den spørgende siumutter, om hun ønsker at indføre moms eller ej, men hun har tidligere været håndfast imod afgifter.

Suka Frederiksen (S) gik i september 2015 offentligt ud og protesterede imod daværende naalakkersuisoq for finanser Anda Uldums (D) planer om stigende forbrugsafgifter.

Læs: Siumut i røre over afgifter

Powered by Labrador CMS