se billeder
S-61’ernes jubilæum: Enestående gensyn med Nuuk fra luften
Air Greenland markerer S-61’ernes jubilæum med kaffemik, opvisning og rundflyvninger over Nuuk - se billeder
10. april 1965 landede den første af Air Greenlands S-61’ere i Nuuk. En begivenhed, der blev fejret af halvdelen af byens borgere. Disse nye helikoptere åbnede op for en helt anderledes og stabil persontransport i Grønland.
I år er det 50 år siden, og S-61’eren er stadig på vingerne og flyver i dag eftersøgnings- og redningsberedskabet, hvor de to tilbageværende helikoptere er stationeret i Kangerlussuaq. Jubilæet blev derfor i lørdags markeret i Kangerlussuaq med kaffe, kage og rundflyvninger i området.
Opvisning i Kolonihavnen
Jubilæet vil ligeledes blive markeret i Nuuk, hvor Air Greenland indleder jubilæet med at vise, hvad helikopteren formår. Dette gøres i umiddelbar forlængelse af kononeringen for at fejre dronning Margrethes 75 års fødselsdag den 16. april klokken 12.30. Tæt på kysten ud for Kolonihavnen laves en højst-øvelse, hvor S-61’eren i samarbejde med politiskolens elever viser, hvordan dette gøres.
I weekenden den 18. og 19. april inviterer Air Greenland til åben hangar. Flere tidligere ansatte vil lave story telling om S-61’ernes flyvninger i Grønland, der vil være udstillet sjove gamle fotos af S-61’erne, man vil kunne se noget af SAR-udstyret, der anvendes når folk i nød skal hjælpes, der vil være konkurrencer og andet.
Historisk rundflyvning
Weekenden byder også på en unik mulighed for, til den symbolske pris af 300 kroner, at få en rundflyvning over Nuuk i S-61’eren. For mange bliver dette nok et glædeligt gensyn og for andre måske første og eneste gang, de får muligheden for sådan en flyvning. S-61’eren fløj sin sidste ruteflyvning med passagerer i 2012, hvor den fløj sin sidste tur i Sydgrønland.
I dag, torsdag, klokken 10.00 åbner Air Greenland op for det begrænsede salg af billetter til disse rundflyvninger. Disse sælges kun ved fysisk fremmøde i Air Greenlands administration og sælges efter princippet om først-til-mølle.
1.000 gange rundt om jorden
Lagde man alle S-61’ernes flyvninger i Grønland sammen ville dette svare til, at den havde fløjet cirka 1.000 gange rundt om jorden ved Ækvator. Det er ret tankevækkende og fortæller lidt om de afstande, der er i Grønland.
S-61’erne er stadig i dag en vigtig del af det landets eftersøgnings- og redningsberedskab.
Se billeder under denne tekst