Royal Greenland vinder millionsag

Royal Greenland får lov til at beholde 10 millioner kroner efter sejr i laksestrid.

Offentliggjort

Royal Greenland Seafood kan stikke mere end 10 millioner kroner i lommen, efter at selskabet i Vestre Landsret i Viborg vandt en strid om laksefileter til den tyske supermarkedskoncern, Lidl.

I 2005 indgik Lidl en kontrakt med Royal Greenland om levering af cirka 1000 tons laksefileter, og Royal Greenland bestilte dem hos den faste underleverandør, Vestlax i Hirtshals.

Men Vestlax fandt prisen for lav, og nægtede at levere til den aftalte pris. Trods dette brud fortsatte samarbejdet mellem Vestlax og Royal Greenland, men Royal Greenland måtte bruge næsten seks millioner kroner på at købe laks andre steder for at dække Lidl-ordren ind.

Konkurs
I august 2005 gik Vestlax konkurs, og Royal Greenland modregnede det samlede krav i Lidl-sagen på 10,1 millioner kroner i de tilgodehavender, som konkursboet havde hos koncernen. Men Vestlax havde belånt fakturaerne i den store norske finanskoncern, DnB NOR Finans, og her mente man ikke, at Royal Greenland havde ret til at modregne det store beløb.

Vestre Landsret er for så vidt enig med DnB NOR Finans, men har med to stemmer mod en alligevel givet Royal Greenland ret.

Normalt vil et modkrav kun kunne modregnes, hvis der er sammenfald mellem plus og minus, og det er der ikke i denne sag, vurderer landsretten. Men da Vestlax og Royal Greenland har samarbejdet gennem mange år, er der så stor fasthed i samhandlen, at en modregning kan finde sted, vurderer flertallet.

Så Royal Greenland kan beholde 10,1 millioner kroner af de i alt 10,8 millioner kroner, koncernen har holdt tilbage. Resten skal betales til DnB NOR Finans.

I en så stor sag er der også store sagsomkostninger. DnB NOR Finans skal således af med 352.000 kroner til Royal Greenland, der til gengæld skal betale 450.000 kroner til folkene bag det krakkede Vestlax, som Royal Greenland for en sikkerheds skyld havde trukket med ind i sagen.

Men da Royal Greenland vandt, bliver der jo ikke noget ud af den del af sagen, så Royal Greenland må betale sagens omkostninger for denne part.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS