Royal Greenland-privatisering skudt i gang

Naalakkersuisut har besluttet at igangsætte et arbejde, der har til formål at privatisere fiskerikoncernen Royal Greenland.

Offentliggjort

OBS: Artiklen er ændret kl. 15.48, da Søren Hald Møller oplyser, at der ikke er nedsat en arbejdsgruppe, men at departementet har opgaven. Redaktionen beklager fejlen.

Naalakersuisut er tilsyneladende parat til at sælge en af sine absolutte kronjuveler: Royal Greenland, der beskæftiger over 2.500 medarbejdere verden over.

Departementschef i Formandens Departement, Søren Hald Møller, oplyser til Sermitsiaq.AG, at departementet har fået til opgave at analysere muligheder og konsekvenser ved en privatisering af den selvstyreejede fiskerikoncern.

Ilulissat-mødet

Det var, da koalitionspartiernes formænd mødtes i Ilulissat med Demokraternes formand Niels Thomsen, at emnet pludselig blev bragt på bane, da man skulle forsøge at finde frem til det kommissiorium, som skulle danne grundlag for Fiskerikommissionen arbejde.

Privatiseringen af flagskibet blandt de selvstyreejede selskaber blev derefter indarbejdet i et forslag til kommissiorium, men i sidste øjeblik pillet ud.

Den 8. marts besluttede Naalakkersuisut på et møde, ”at opgaven vedrørende privatisering af Royal Greenland tages ud af kommissoriet, og forankres under en relevant ressortmyndighed”.

Den relevante ressortmyndighed er i dette tilfælde Formandens Departementet, hvorunder alle selvstyreejede selskaber administreres.

Flotte resultater

Royal Greenland har igennem de senere år under ledelse af Mikael Thinghuus formået at skabe flotte resultater. Godt 2.533 arbejder i koncernen, der har 49 fabrikker verden over, hvoraf de 38 er beliggende i Grønland. Knap 1.400 medarbejdere er beskæftiget i Grønland, fremgår det af den seneste årsrapport, som Royal Greenland har publiceret.

Af samme årsrapport for 2017 fremgår det, at resultatet landede på et overskud på 129 millioner kroner efter skat, og egenkapitalen var på 1,416 milliarder kroner.

Politisk debatemne

En privatisering af Royal Greenland har nu og da været oppe at vende i den politiske debat. Dog har man ikke tidligere nedsat en dedikeret arbejdsgruppe, hvis formål er at afdække en privatisering fuldt og helt.

Powered by Labrador CMS