halvårsregnskab
Royal Arctic Line får halvårs-underskud på 28 millioner
Trods underskud på halvårsregnskabet forventer rederiet at opnå overskud i 2017
Royal Arctic Line har fået underskud på 28 millioner kroner i den første del af 2017.
Det skriver rederiet i en pressemeddelelse.
RAL havde forventet at få underskud på 15 millioner kroner i perioden.
- Halvårsresultatet afspejler et udfordrende år for Royal Arctic Line, skriver rederiet i en pressemeddelelse.
Forventer overskud
Royal Arctic Line oplevede driftsmæssige forstyrrelser i perioden som følge af Mary Arctica’s påsejling af et isfjeld, Johanna Kristina’s skade i Østgrønland og kranproblemer på Arina Arctica.
- Den største udfordring i halvåret har dog været at få rederiets nye IT system til at fungere tilfredsstillende. Udfordringerne med booking og opfølgning af godsets status blev ikke løst fuldt ud i perioden og i takt med at mængderne øges, steg problemerne også med de nye arbejdsgange og systemerne.
Med en stabilisering af kvaliteten af Royal Arctic Lines ydelser i resten af året, og med et halvår der stadig udviser et sundt niveau for godsmængderne, forventes et sundt 2. halvår med et driftsresultat for hele året på mellem 5 og 15 millioner kroner.