Rosing: Rejekvoter ejes ikke til evig tid

Samarbejdspartiets leder, Michael Rosing, finder det rimeligt at rejekvoter kan omfordeles, men varslingsperioden på fem år er langt fra nok, fastslår han.

Michael Rosing mener, at rejekvoterne skal omfordeles, men varslingsperioden skal være rimelig, så man undgår erstatningskrav.
Offentliggjort

Kampen om de tidsubegrænsede rejekvoter fortsætter ufortrødent. Noget tyder på, at de tidsubegrænsede rejekvoter kommer til at høre fortiden til, hvis partierne i øvrigt kan nå til enighed om en ny fiskerilov.

Derfor blev han løsgænger

Nu senest kaster Michael Rosing fra Samarbejdspartiet sig ind i debatten om en kommende fiskerilov.

Ud fra det forslag til fiskerilov, som blev droppet i forbindelse med valgets udskrivelse, er det uklart, hvad partierne mener om, hvor lang varslingsperiode, der skal gælde for at trække rejekvoterne tilbage. Det er også uklart, hvem der skal have tildelt kvoterne.

- Men partiernes holdning til det fremgår af et tidligere beslutningsforslag, oplyser Michael Rosing. Et beslutningsforslag, som Demokraterne støttede og hvilket er årsag til at Michael Rosing valgte at blive løsgænger og senere har stiftet sit eget parti.

Han peger på beslutningsforslaget, som samtlige partier støttede, hvor det fremgår:

- At ændringen af fordelingsnøglen skal gennemføres med et varsel på 5 år.

Det er for kort tid, mener Michael Rosing.

- Er varslingsperioden for kort risikerer Selvstyret at rederne anlægger erstatningssag – og vinder, skriver Michael Rosing i en pressemeddelelse. Rederierne har varslet, at kravet om erstatning kan løbe op i et milliardbeløb.

Det kan blive dyrt

- Vi synes, det er rimeligt at diskutere, hvor længe man skal have lov til at eje en given kvote. En kvote kan sammenlignes med en koncession, som vi f.eks. kender det som en brugsret til ørredelve til turisme og trofæjagt. De koncessioner eller brugsrettigheder gælder typisk i 20-30 år med mulighed for forlængelse, så firmaerne har tid til at tjene nok til, at det dækker deres etableringsomkostninger. Det tager ca. 20 år at afbetale en trawler, så rederierne risikerer at få et stort problem, hvis kvoterne pludselig bliver tilbagekaldt. Det kan blive dyrt for den enkelte reder. Og for samfundet, fastslår Michael Rosing.

Gevinst på gammel lottokupon

Michael Rosing er samtidig dybt uenig i, at tidligere kvote-indehavere skal prioriteres, når de fratagne kvoter skal genforhandles, og henviser igen til det tidligere beslutningsforslag, hvor hensigten får støtte af samtlige partier.

- Det svarer til at få gevinst på en gammel lottokupon, fastslår partilederen, der også illustrerer det på følgende måde:

- Det svarer ganske enkelt til, at jeg sælger min charterbåd, hvorefter nogen tager den fra køberen, hvorefter jeg får den tilbage og derefter sælger den igen.

Powered by Labrador CMS