Roser EU-udvælgelse af grønlandsk projekt

Naalakkersuisoq for råstoffer, Naaja H. Nathanielsen (IA), kalder det meget positivt, at EU har udvalgt GreenRocs grafit-projekt til at være såkaldt strategisk projekt.

- EU-kommissionens idé med at støtte projekter med særligt betydningsfulde mineraler viser vilje til at gå nye veje og er meget positiv, siger naalakkersuisoq Naaja H. Nathanielsen (IA).
Offentliggjort

Onsdag blev det offentliggjort, at et projekt med udvinding af råstoffet grafit i Sydgrønland er blevet optaget på en særlig liste af EU Kommissionen.

I alt 14 projekter med strategisk vigtige råstoffer er optaget på listen, og udvælgelsen af det grønlandske projekt vækker glæde i Naalakkersuisut:

- Udvælgelsen understreger Grønlands voksende betydning på mineralområdet og øger synligheden omkring vores undergrund, udtaler Naaja H. Nathanielsen (IA), der er naalakkersuisoq for råstoffer, i en pressemeddelelse.

Ifølge EU Kommissionen og Naalakkersuisut indebærer optagelse på listen, at de udvalgte projektet får adgang til koordineret støtte fra EU-Kommissionen, EU-medlemslande og finansielle institutioner.

Det skal give projekterne lettere adgang til finansiering samt kontakter til potentielle aftagere.

Nathanielsen: Finansiering og protektionisme har været udfordringer

Netop adgang til finansiering har været et tilbagevendende problem, lyder det fra naalakkersuisoq:

- I de seneste år har Naalakkersuisut gentagne gange understreget behovet for at skabe mere attraktive finansieringsvilkår for projekter vedrørende kritiske mineraler. 

- Der er mange gode projekter, men globalt har finansiering været en udfordring, ligesom protektionisme og markedsdominans har gjort vejen ekstra lang for flere af projekterne, siger Naaja H. Nathanielsen

Hun roser tiltaget med at støtte særlige projekter:

- EU-kommissionens idé med at støtte projekter med særligt betydningsfulde mineraler viser vilje til at gå nye veje og er meget positiv, siger hun.

GreenRoc-projektet er beliggende ved Amitsoq i Sydgrønland, og selskabet arbejder på at kunne udvinde grafit, som blandt andet anvendes til produktion af batterier til elbiler. Selskabets ansøgning om udvindingstilladelse er netop nu i høring.

Powered by Labrador CMS