Nuuk
Ros til de nye politibetjente
Politimester Bjørn Bay fremhæver, at de nyuddannede betjente har de rigtige kvaliteter til at udføre jobbet
Det var otte stolte mænd og en enkelt kvinde, der foran deres nærmeste familie fik overrakt eksamensbeviser af politimester Bjørn Tegner Bay fredag i Nuuk.
Kriminalret
Forinden havde de blandt andet været til eksamener i fag som kriminalret, færdsel, selvforsvar samt sprogprøver i grønlandsk, engelsk og dansk. Høje krav til såvel boglige som fysiske eksamener skal opfyldes og nås, før man kan kalde sig færdiguddannet politibetjent.
Gode karrieremuligheder
- I har vist under jeres uddannelse, at I er gode til at samarbejde, og evnen til at samarbejde er også noget af det allervigtigste. Især når det kommer til samarbejdet med befolkningen. 99 procent af befolkningen ønsker det samme som os – et trygt Grønland. Uden befolkningens støtte er det en meget vanskellig opgave, lød det fra politimester Bjørn Tegner Bay til de ni nyuddannede politibetjente.
Arbejde med mennesker
Efter den mere formelle del af arrangementet var det tid til fællesfoto for holdet og hygge med familie og klassekammerater.
- Jeg valgte politiuddannelsen, fordi jeg gerne vil arbejde med mennesker – og med mange forskellige mennesker. Det er samtidig også noget af det mest udfordrende ved politiarbejdet, men politiuddannelsen har givet mig nogle forskellige kompetencer og redskaber, der gør, at jeg hurtigt kan træffe en beslutning om, hvad der skal gøres i forhold til den konkrete situation, siger Line Thomsen, nyuddannet politibetjent.
Begynder i beredskabet
De fleste begynder i politiets almindelige beredskab, som blandt andet indebærer patruljekørsel dag og nat, at rykke ud til større hændelser og i det hele taget at servicere borgerne, når de har været impliceret i færdselsuheld, udsat for indbrud eller vold – eller på anden vis har brug for politiets hjælp.
Siden får de nyuddannede politifolk mulighed for at specialisere sig. For eksempel ved at blive efterforsker i komplicerede sager, politihundefører, gå ledervejen i politiet eller træne inden for de mere specialiserede dele af beredskabet. De får også mulighed for at arbejde i andre af de fire politiregioner i Grønland end den, hvor de begynder karrieren.
De bedste kandidater
- Vi står med ni politibetjente her, som i den grad er klar til at komme ud for at tage fat og være med til at skabe tryghed i samfundet. De har efter min opfattelse gennemgået en af Grønlands bedste uddannelser, og de kan derfor levere både fysisk og analytisk. I Grønlands Politi er vi derfor meget stolte i dag over at have fået ni nye politibetjente.
- Politiet skal afspejle befolkningens sammensætning, og vi bestræber os altid på at tiltrække de bedste kandidater, hvilket også betyder, at vi får meget kvalificerede og dygtige medarbejdere ud i den anden ende, når de – som i dag – afslutter politiuddannelsen, siger Lars Kirkegaard, stabschef i Grønlands Politi.