Rodebay Fish fejrer 10-års-jubilæum

Bygden Oqaatsut ved Ilulissat overtog for ti år siden Royal Greenlands indhandlingssted. I dag er den en succeshistorie.

'Fabrikken' i Oqaatsut i sommerdragt. Foto: Steffen Fog
Offentliggjort

Rodebay Fish blev dannet i år 2000 – det er nu 10 år siden, og derfor var der i weekenden kaffemik i fabrikkens bygninger i Oqaatsut (tidligere Rodebay, red.) lidt nord for Ilulissat.

Og der er grund til at fejre fabrikken, for den sikrede bygden mod affolkning, mener jubilarens direktør.

For 10 år siden var Oqaatsut på vej til at blive affolket, bygdens fiskeproduktionsanlæg og største arbejdsplads blev lukket af Royal Greenland, stemplet om urentabelt.

Bygdens fiskere og folk, der er vokset op i Oqaatsut, slog sig sammen og overtog produktionsanlægget og kaldte selskabet Rodebay Fish.

Det er nu 10 år siden, og derfor blev fabrikken, og ikke mindst dette vendepunkt i bygdens udvikling, fejret med kaffemik og gæster i søndags.

– Hvis ikke Rodebay Fish var startet dengang, tror jeg, at Oqaatsut i dag ville være en affolket bygd, siger direktøren for Rodebay Fish, Lars Fleischer til sermitsiaq.gl.

Mange gæster var mødt frem, da Sermitsiaq var til stede ved kaffemikken, og de fik alle fremvist produktionsfaciliteterne, tørrestativerne og tørrehallen, ligesom der blev uddelt smagsprøver på fabrikkens kerneprodukt: ræklinger.

– Jeg er meget meget glad for, at det lykkes os at vende udviklingen og skabe fabrikken, siger Lars Fleischer.

Vigtig virksomhed i bygden

Rodebay Fish ApS er ejet af en række lokale fiskere, det vil sige, at det er et leverandørejet anpartsselskab med 38 anpartshavere.

Virksomhedens forretning består i indhandling af især hellefisk, vintertørring og videresalg som ræklinger. Selskabet producerer desuden torsk, der i lighed med hellefiskeprodukterne tørres i kuldeperioden. Produkterne afsættes på det grønlandske hjemmemarked, men der er planer om eksport. Og der er stor efterspørgsel efter produkterne.

Rodebay Fish beskæftiger i gennemsnit fire personer, i højsæsonen op til 10 personer, en betragtelig del af bygdens kun 48 indbyggere.

Virksomheden har således stor betydning for lokalsamfundet, ikke bare på grund af de arbejdspladser den skaber, men også fordi den giver mulighed for, at de hjemhørende fiskere kan indhandle fisk i selve hjembygden.

Grønlandsbankens Erhvervsfond tildelte i 2008 Rodebay Fish sin iværksætterpris og medfølgende 50.000 kroner.

Powered by Labrador CMS