RG nyder godt af stigende priser
Trods tabet af en stor ordre har Royal Greenland fået en øget indtjening i første halvår af i år
Royal Greenland kan glæde sig over et resultat for det første halve år af i år, som ligger markant bedre end sidste år. Det fremgår af selskabets halvårsregnskab.
Ganske vist er omsætningen faldet, da en større europæisk detailkunde ikke har fornyet sin ordre. Men dette opvejes så rigeligt af stigende priser på selskabets kerneprodukter.
- I modsætning til de seneste år, hvor salget af kogte og pillede rejer var kendetegnet ved faldende priser og svækkelsen af det engelske pund, er det i denne periode lykkedes os at forøge salget, hvor salgspriserne viser en opadgående retning, skriver administrerende direktør Mikael Thinghuus i en pressemeddelelse.
Resultatet før skat lander således på 50 millioner kroner før skat for første halvår. Sidste år var det på 32 millioner for samme periode.
Dette sker trods øgede fiskeriafgifter på 38 millioner, ligesom valutaen i en række aftagerlande har stået svagt.
Forventer lidt lavere årsresultat
Netop disse faktorer betyder også, at selskabet ikke venter resultatet for hele året, vil blive bedre end sidste år.
- Forhøjede fiskeriafgifter og valutakursudviklingen forventes dog at medføre et lidt lavere resultat før skat i 2018 end i 2017, står der i pressemeddelelsen. Det hører med til billedet, at Royal Greenland har hovedparten af sin omsætning i andet halvår.
Sidste år var det samlede resultat før skat på 253 millioner kroner.
Det er især kogte og pillede rejer samt snekrabber, der har vist en positiv udvikling.
For rejernes vedkommende er det især det britiske og skandinaviske marked, hvor både priserne og salget er steget.
- Markedet for snekrabber i Asien og Nordamerika er fortsat meget attraktivt, og i forhold til sidste år er sæsonen i Newfoundland kommet en halv til én måned tidligere i gang med et større salg til Nordamerika som resultat, fremgår det af halvårsrapporten.
Samlet set ser selskabet lyst på fremtiden.
- Den positive udvikling i Royal Greenlands forretning, som virksomheden har realiseret gennem de seneste syv år, forventes at fortsætte, står der i pressemeddelelsen.