Repræsentationskontor skal ligge i Beijing

Naalakkersuisut sætter nu bynavn på, hvor et kommende repræsentationskontor i Kina skal ligge: nemlig den kinesiske hovedstad Beijing.

Den forbudte by i Beijing er denne sommer udsat for et større renoveringsarbejde. Det er i Beijing, at koalitionen vil have et repræsentationskontor.
Offentliggjort

Det fremgår af et paragraf 37 svar, som naalakkersuisoq Aqqalu Jerimiassen har forfattet til Atassut-medlemmet Bentiaraq Ottosen.

IA har tidligere bebudet, at man også gerne ser et repræsentationskontor i Asien, men vil først efter en forudgående analyse lægge sig fast på, hvilket land det skal ligge. Desuden har IA direkte peget på London, som en vigtig placering, set i lyset af Storbritanniens udmeldelse af EU.

Flere repræsentationer på vej

I svaret til Bentiaraq Ottosen oplyses det, at koalitionen har planer om at åbne flere repræsentationer for at styrke samhandelen.

I forvejen har Grønland kontorer i Bruxelles og Washington og så sent som i efteråret 2018 åbnede man en repræsentation i Reykjavik i Island.

Handelsfremstød

Flere handelsfremstød nævnes også som et middel til at styrke samhandelen med andre lande end Danmark.

- For at styrke Grønlands position på de internationale markeder bliver der afholdt internationale handelsfremstød. De seneste 5 - 6 år har handelsfremstødende været flerstrenget med pnmær fokus på turisme, is/vand eksport, sælskindsprodukter, grøn energi (vandkraft), infrastrukturinvesteringer (lufthavne) og fisk/skaldyr. Fokus har i mange år været på det kinesiske marked og sekundært Sydkorea og Japan, oplyser Aqqalu Jerimiassen, der varetager Erhverv- og Energiområderne i Naalakkersuisut.

Powered by Labrador CMS