Rekordoverskud hos Polar Seafood
2012 blev et særdeles godt år for virksomheden, viser årsrapporten. Polar Seafood forventer dog et markant lavere resultat i 2013
Et overskud på 203 millioner kroner før skat og 151 millioner kroner efter skat.
Sådan lyder det flotte årsresultat 2012 for Polar Seafood.
Overskudsgraden var på 7,8 procent, hvilket er en af de højeste blandt branchens virksomheder i rigsfællesskabet. Polar Seafood Koncernen er således et af Grønlands mest veldrevne og velkonsoliderede selskaber.
- Når vi sammenligner os med vores kollegaer i både Grønland og i de øvrige nordiske lande, klarer vi os særdeles godt, hvilket vi naturligvis er meget tilfredse med, siger bestyrelsesformand Henrik Leth, Polar Seafood, i en kommentar til regnskabet.
Store investeringer
Den væsentligste investering i regnskabsåret var købet af aktiemajoriteten i selskabet East Greenland Codfish A/S, der fisker pelagiske arter som lodde, sild og makrel. Polar Seafood forventer, at dette køb vil give koncernen et godt brohoved inden for det pelagiske fiskeri, som er under udvikling i Grønland.
En anden betydelig investering er etableringen af et 4.500 kvadratmeter stort frysehus i Rusland, der er et marked i vækst. Udover egne produkter håndteres rejer for en række andre virksomheder gennem dette frysehus, der ligger tæt ved Moskva. Derved bliver Polar Seafood en af de største seafood operatører på de russiske marked.
Markant lavere resultat i 2013
Trods store investeringer i fremtidige aktiviteter forventer Polar Seafood ikke, at der kan nås et tilsvarende resultat i 2013. Tværtimod må koncernen, på baggrund af de faldende rejekvoter og en negativ udvikling på markedet, se frem et markant lavere resultat i 2013. Forventeligt på under halvdelen af resultatet i 2012.
Den samlede egenkapital i Polar Seafood-koncernen er i dag på næsten 900 millioner kroner.