Regnskab: Brugseni-rekord trods RAL-problemer

På trods af store forsinkelser fra Royal Arctic Line formåede Brugseni sidste år at levere en rekordstor omsætning på 782 millioner kroner, hvilket er en stigning på fem procent i forhold til året før.

Susanne Christensen, direktør i Brugseni, har netop leveret en rekord stor omsætning og overskud, viser regnskabet for 2017.
Offentliggjort

Overskuddet landede før skat og dividende på knap 35 millioner kroner.

Ejendomme mindre værd

Ledelsen forklarer i regnskabet, at man har været nødsaget til at nedskrive ejendomme for et beløb på otte millioner kroner i de byer, hvor urbaniseringen har haft størst effekt, og at årets resultatet derfor blev 27 millioner kroner, hvilket imidlertid er rekordstort.

Fejlleverancer og store forsinkelser fra Royal Arctic Line udfordrede Brugseni specielt i fjerdekvartal 2017.

- Endnu engang fremkommer vi med et flot resultat, dette til trods for udfordringer med vareleverancer gennem stort set hele året, står der i ledelsesberetningen.

Forsinkelser koster millionbeløb

Direktøre Suanne Christensen, Brugseni, oplyser til Sermitsiaq.AG, at udfordringerne med Royal Arctic Line samlet set har kostet Brugseni ”minimum et par millioner kroner”.

- Det er et tal, som jeg har sjusset mig til. Det er i hvert fald ikke mindre, men måske større. Vi har ikke lavet en præcis analyse af, hvad forsinkelserne har betydet i tabt omsætning, oplyser Susanne Christensen. Det er især frugt og grønt samt ferskvarer, som kostet Brugseni penge, fordi levetiden i forretningen på grund af forsinkelserne blev reduceret.

Klar bedring

- Jeg må dog påpege, at leverancerne fra Royal Arctic Line har været væsentlig bedre her i år, understreger Brugseni-direktøren.

Brugseni i Nuuk-bydelen Qinngorput har leveret en større omsætningsfremgang i omegnen af 25 procent i forhold til året før, som baserede sig på en drift på kun fire måneder.

Pisiffik vil om kort tid åbne en ny og større butik i Qinngorput, og det vil naturligvis gå ud over omsætningen fremadrettet, vurderer Susanne Christensen.

Brugsens butikker i Nanortalik og Paamiut nævnes også som positive bidragydere til det flotte resultat.

Byggeriet i Ilulissat går planmæssigt

En ny stor Brugseni er ved at blive bygget i Ilulissat. Byggeriet går planmæssigt og man forventer at kunne åbne dørene for sine kunder før sommeren 2019.

I 2017 investerede Brugseni for over 41 millioner kroner i nyt køle- og frostanlæg i Nuuk, facaderenovering af butikken i Maniitsoq, personaleboliger i Nuuk og det nye byggeri i Ilulissat.

Powered by Labrador CMS