råstoffer
Råstofstyrelsen allierer sig med en stærk samarbejdspartner
Råstofstyrelsen har underskrevet en samarbejdsaftale med Petroleumstilsynet i Norge, der svarer til Råstofstyrelsens teknikafdeling
Råstofstyrelsen har indgået en samarbejdsaftale med Petroleumstilsynet i Norge, der svarer til Råstofstyrelsens teknikafdeling, for at forbedre deres viden inden for råstofsektoren.
Det meddeler selvstyret i en pressemeddelelser.
- Det er en god aftale for os. Petroleumstilsynet har et godt internationalt omdømme, og med deres store erfaring er jeg ikke i tvivl om, at det bliver særdeles udbytterigt for os, siger konstitueret departementschef i Råstofdepartementet, Jørgen T. Hammeken-Holm, og kommer med et konkret eksempel på, hvordan samarbejdet i praksis kan blive:
- Petroleumstilsynet har stor praktisk erfaring med tilsyn af deres oliefelter. Da vi i øjeblikket ikke har den samme mulighed, vil vi sende enkelte af vores teknikmedarbejdere til Norge, så de kan oparbejde praktisk erfaring i tilsyn. En sådan erfaring kan ikke undervurderes.
Ifølge aftalen er det meningen, at de skal mødes en gang årligt, henholdsvis i Norge og i Grønland.