RAL vil i dialog om godstransporten

Når detailhandelen forklarer sine prisstigninger og begrunder dem med, at stigningerne skyldes, at udgifterne til fragten er steget kraftigt det seneste på år, så spidser Royal Arctic Line, RAL, ørene.

For argumenterne er nemlig ikke helt identitiske med fakta. RALs direktør Jens Andersen vil ikke have stigningerne smurt af på sin virksomhed. I et nyhedsbrev på RALs hjemmeside forklarer han, at regnestykket og fakta om stigninger ser helt anderledes ud.

- De seneste dage har debatten handlet om stigninger eller ej, da Pisiffik og Kalaallit Nunaanni Brugseni mener, at fragten er steget kraftigt de senere år. Faktum er, at i de seneste fem år har der været én fragtratestigning, på 1,5 procent i 2011. Denne ratestigning kom samtidig med en sænkning af Olie- og Valutatillægget, en sænkning på 40 procent af raten for intern fragt af råvarer til forarbejdning og samtidig med, at Selvstyret indførte investeringsbidraget på 3,1 procent til finansiering af den fremtidige bygdeforsyning. Et bidrag som Royal Arctic Line opkræver på vegne af Selvstyret. Det er meget sandsynligt at det er disse samtidige reguleringer der har ført til forvirringen omkring hvornår, og hvor meget, raterne sidst er blev reguleret, sådan som Naalakkersuisoq Steen Lynge har måttet beklage, skriver Jens Andersen.

Han understreger, at sammensætningen af prisen ikke er så ligetil. Royal Arctic Lines udfordring handler om, skriver Jens Nielsen, at med de nuværende godsmængder dækker indtjeningen fra fragten ikke omkostningerne til det serviceniveau, som kunderne er vant til. Og disse rater er kun reguleret med 1,5 procent de seneste fem år, hvor det generelle prisindeks i Grønland er steget langt mere.

- Butikkerne har på den anden side ret i, at den samlede pris for at sende gods er steget med mere end 1,5 procent på grund af investeringsbidrag, olie- og valutatillæg med mere. Dette er desværre bare ikke penge som Royal Arctic Line kan bruge til at betale sine stigende omkostninger med - bortset fra olien. Og ligesom for de fleste andre, er vores omkostninger steget. Værftsophold, forsikringer, afgifter, reservedele og meget mere er markant dyrere i dag, forklarer Jens Andersen.

Han nævner videre, at medarbejdere skal have reguleret deres løn, så de har råd til at handle i butikkerne, og der skal købes forplejning til søfolk.

- Alt sammen udgifter som påvirkes af prisindekset. Et prisindeks som fortsat er højere end den samlede fragtpris i butikkernes regnestykke. Og som de selv pointerer, så er det kunderne der må betale. Her skal man så også huske, hvor meget det er, kunderne skal betale. En fragtratestigning på 10 procent bør maksimalt føre til en prisstigning i butikken på mellem en og halvanden procent, da fragt typisk udgør 10-15 procent af varens samlede pris. Fragten på en liter mælk til for eksempel 12 kroner stiger med cirka 13 ører, og prisstigningen i butikken er dermed langt fra 1 krone og tyve ører, som nogen tror er konsekvensen af en fragtstigning på ti procent, forklarer Jens Andersen.

Han forklarer videre, at RAL ikke kan udnytte skibenes kapacitet optimalt, og at det går ud over omkostningseffektiviteten.

- Royal Arctic Line har derfor på mange afgange en ringe udnyttelse af kapaciteten, både i lav- og højsæson. Men vi sejler alligevel, for det har hidtil været vurderingen, at det er det bedste for Grønland. Langt de fleste rederier vil i den situation skære ned på antallet af afgange, men det har Royal Arctic Line ikke gjort, da især butikkerne har gjort opmærksom på at de har et stort behov for forsyninger hver uge – også selv om godsmængderne fra et økonomisk perspektiv slet ikke retfærdiggør anløb hver uge, siger Jens Andersen, der afviser, at RAL ikke har lænet sig tilbage.

- På fem år har vi reduceret medarbejderstaben med mere end 100 personer, uden at ændre i antallet af afgange. Butikkerne siger, at deres kunder skal betale krone for krone når deres omkostninger stiger. Det har Royal Arctic Lines kunder ikke gjort indtil nu. Men nu er vi nået dertil, hvor det kan blive meget vanskeligt at undgå prisstigninger eller kraftige serviceforringelser hele året. Vi ser meget frem til at diskutere, hvilket af de 'de to onder' - for vi er selvfølgelig ikke blinde for at der er konsekvenser ved begge dele – der samlet set gør mindst ondt på befolkningen i Grønland. En dialog som vi også løbende har med ejeren, siger Jens Andersen.