RAL klar med nye satser efter hjælpepakke
Royal Arctic Line har offentliggjort nye satser for olie- og valutatillægget, efter at der er indgået en aftale med Naalakkersuisut med henblik på at sænke tillægget.
Naalakkersuisut har med Inatsisartuts godkendelse indgået en aftale med Royal Arctic Line (RAL), med henblik på at rederiet kan sænke det såkaldte olie- og valutatillæg.
TIllægget lægges på al fragt til Grønland, og aftalen har til hensigt at sænke forbrugerpriser særligt på fødevare, som sejles hertil i køelcontainere.
Royal Arctic Line har nu offentliggjort satserne for olie- og valutatillægget resten af året, som følge af aftalen med Naalakkersuisut.
Satserne er således ud fra d. 1. november:
- Nordgående temperaturreguleret gods 0%
- Alt andet nordgående gods 14%
- Sydgående og kystlangs gods 20,20%
Alle tre satser er betydeligt under de 30,73 procent, som tillægget udgjorde i august. Tillægget er steget eksplosivt i år som følge af de stigende energipriser på de internationale markeder, men bringes nu ned på et lavere leje som følge af hjælpepakken. Flere butikskæder - herunder KNI - har meldt ud, at priserne på et større antal dagligvare er blevet sænket som følge af aftalen, der har kostet 30 millioner kroner.
RAL skriver videre, at satserne 1 og 2 vil ligge fast i perioden 1.oktober til 31. december 2022.
- Sats 3 vil fortsat blive revurderet og reguleret på månedlig basis baseret på udvikling i bunkers priser og valutakurser, skriver RAL.