strejke
RAL har haft møde med tillidsfolkene i Aalborg
RALs direktør, Verner Hammeken fastslår, at ugens udmelding handler om at få Aalborg Havn trukket til forhandlingsbordet
Verner Hammeken har i dag været en tur i Aalborg. Her har han mødtes med tillidsfolkene for de vrede medarbejdere, der onsdag morgen nedlagde arbejdet.
- Jeg mener, at vi havde en god snak om, hvorfor vi har gjort som vi har gjort, og hvorfor vi har kommunikeret, som vi har gjort, siger CEO for RAL, Verner Hammeken til Sermitsiaq.AG.
Arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig. Den kommer som en reaktion på, at RAL tirsdag aften meldte ud, at de nu har fastslået overfor Aalborg Havn A/S, at rederiet forlader havnen når kontrakten udløber i 2022.
Aalborg skal tvinges til at forhandle
Samtidig har RAL fastslået overfor Aalborg Havn, at de ønsker at komme ud af kontrakten allerede i 2019 og at man ønsker at forhandle om dette.
- Det var for at få gang i den forhandling, at RAL tirsdag meldte ud som det gjorde.
- Vi forklarede tillidsfolkene, at det for os handlede om, at få trukket Aalborg Havn hen til forhandlingsbordet, så vi endelig kan få en afklaring, siger RAL-direktøren.
Han forstår godt, at medarbejderne er frustreret over, at de måtte læse udmeldingen i pressen. Samtidig henviser han dog til, at medarbejderne på et kantinemøde i oktober sidste år blev informeret om planerne om at trække sig ud af Aalborg.
- Desværre er det ikke altid muligt at informere på forhånd, men jeg mener, at vi gjorde det så godt vi kunne, siger Verner Hammeken.
Afklaring vigtig for medarbejderne
Siden kantinemødet i oktober har RAL holdt flere møder med Aalborg Havn, hvor der ganske vist har været en god dialog, men Verner Hammeken føler altså ikke, at Aalborg Havn var villig til at forhandle om det, som det handler om for RAL: Nemlig betingelserne for at komme ud af kontrakten i 2019.
- Jeg mener ikke det er værdigt overfor medarbejderne, at de skal have dette damokles-sværd hængende over hovedet i så lang tid uden at kunne få at vide, hvordan deres fremtid kommer til at se ud.
Håber på kortvarig strejke
Verner Hammeken fastslår, at han er overbevist om, at rederiet er på rette kurs med sine nuværende planer, men at sådan en omstilling naturligvis giver ‘nogle bump på vejen’.
- Afklaringen med Aalborg Havn er en forudsætning for, at vi kan se på, hvad vi kan gøre for vores medarbejdere i Aalborg.
- De gør en kæmpeindsats i en situation, hvor deres fremtid er usikker, og det er vi taknemlige for, siger han.
Medarbejderne har aftalt at mødes igen i morgen tidligt. Hvorvidt det der vil lykkedes tillidsfolkene at overtale dem til at genoptage arbejdet, det tør han ikke spå om.
Men han håber naturligvis på, at arbejdsnedlæggelsen bliver kortvarigt.
Hvornår vil de grønlandske forbrugere for alvor begynde at mærke strejken i for af forsinkede skibe?
- Det scenarie ønsker jeg slet ikke at forstille mig, siger Verner Hammeken
LÆS OGSÅ:
Fortsat strejke hos RAL-ansatte i Aalborg
RAL forlader Aalborg
RAL: Vi gør det der er bedst for Grønland