RAL: EU-afgift vil stige de kommende år

En ny EU-afgift trådte i kraft fra nytår og udløser et særligt tillæg på RAL-gods på 1 procent. RAL-tillægget vil i de kommende år stige yderligere, oplyser rederiet.

Offentliggjort

EU har indført en ny afgift, der skal motivere rederierne til at udlede mindre CO2. Udgiften bliver lagt over på RAL’s kunder og blev fra nytår fastsat til 1 procent på al Atlantgods.

Det viser sig, at EU-afgiften er under indfasning, og RAL har estimeret udgiften til at være 8 millioner kroner for 2024. Men når ordningen er fuldt indfaset er omkostningen estimeret til at ligge på cirka 20 millioner kroner årligt, hvilket vil svare til et fragtpristillæg på mellem to og tre procent i 2026.

Oplysningen om de stigende EU-afgifter fremgår af et paragraf 37 svar fra naalakkersuisoq for Finanser Erik Jensen til Demokraternes Jens-Frederik Nielsen.

Ingen kompensation

Af svaret fremgår det, at Naalakkersuisut ikke har planer om at kompensere erhvervslivet for den ekstra udgift.

EU-afgiften forpligter Royal Arctic Line til at købe CO2-kvoter, som handles på en børs, hvor priserne kan svinge, hvilket gør det svært at forudsige den præcise omkostning.

- I den nye mastersejlplan er der foretaget ændringer blandt andet med et anløb af Bremerhaven. Anløbet bevirker, at der sejles længere, men da der samtidig fjernes et anløb af Aarhus havn og et anløb af Thorshavn, så betyder det, at skibene kan sejle langsommere og dermed vil bunkersforbruget ikke blive øget. Den samlede effekt af ændringen vil være, at Royal Arctic Line vil transportere mere gods pr. sejlet sømil, hvorved skibenes Cl/ (Carbon lntensity lndicator) vil blive forbedret, oplyser rederiet i svaret.

Vil mindske miljøbelastningen

Royal Arctic Line vil i de kommende år have fokus på at optimere flåden med teknologier, der mindsker miljøbelastningen.

- I 2028-2029 vil to feederskibe (Irena Arctica og Mary/Silver Arctica) have en alder, hvor de bør udskiftes. Målsætningen er, at udledningen fra de nye skibe bliver så lille som mulig under hensyntagen til anskaffelsesprisen. Den teknologiske udvikling på området går hurtigt, og det gør kravene også. Selskabet vil derfor nøje følge den teknologiske udvikling og bestræbe sig på at udnytte tilgængelige teknologiske fremskridt til at reducere den samlede udledning fra selskabets skibe, oplyser Royal Arctic Line.

Powered by Labrador CMS