se billeder
Qujaukitsoq: Vi kan lære af Nordnorge
- Det er vigtigt, at det offentlige og private samarbejder om at skabe vækst og arbejdspladser lokalt, siger Vittus Qujaukitsoq
Den norske fiskeriminister Per Sandberg åbnede torsdag Polar Seafoods og Nergårds nye fiskefabrik samt den nye havn i Kjøllefjord, der ligger lige ud til Barentshavet.
Læs: Polar Seafood investerer i Finmarken
Per Sandberg er rejst den lange vej fra Oslo til Nordnorge, fordi det er her, udviklingen sker både inden for fiskeriet, turismen og mineraler.
Fiskerieksporten er steget med 25 procent i forhold til sidste år, siger ministeren.
Det samme har Polar Seafood mærket med fabrikken i Berlevåg, som nu giver overskud.
Læs: Fremgang for Polar Seafood i Norge
Og det er også på grund af denne positive udvikling i fiskeriet i området, at Polar Seafood er med i den nye fabrik i Kjøllefjord.
Naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoq, der er med til åbningen, supplerer med, at det er samme udvikling, der sker i Grønland med øget fiskeri nordpå.
Hvorfor ikke?
På spørgsmålet om, hvorfor Polar Seafood er med i Nordnorge, svarer Anders Brøns, 'Jamen hvorfor ikke?'
Fiskeriet er stigende og samtidig efterspørger hele det europæiske marked frisk og fersk fisk.
- Fordelen ved at producere fersk fisk her er, at vi er tæt på markedet. Med lastbiler kan vi være i de europæiske supermarkeder med fersk fisk i løbet af et par dage, forklarer Anders Brøns.
- Vi kan ikke gøre det samme fra Grønland, supplerer en anden af Polar Seafoods ejere, Jens Salling, som også er med i Norge.
Tilførslen af råvarer er for ustabil, og vor infrastruktur er for ustabil, forklarer Jens Salling.
- Det kræver stabile råvaretilførsler, og at der ikke er forsinkelser i flytrafikken, siger Jens Salling.
Fra Kirkeness flyves ferske snekrabber til Sydkorea. Hvilket blot er et eksempel på, hvor vigtig det er, at infrastrukturen og leverancerne er på plads.
Vi kan lære af Norge
Vittus Qujaukitsoq er glad for, at Polar Seafood har inviteret ham med til at deltage i åbningen af det nye joint-venture projekt.
- Jeg synes, det er vigtigt at være med, ligesom jeg er glad for, at grønlandske virksomheder er med til at repræsentere landet, når vi har erhvervsfremstød ude i verden, siger Vittus Qujaukitsoq og tilføjer, at det er en god anledning til at komme og se på forholdene i Nordnorge, som minder meget om Grønland.
Samarbejde
- Eksemplet i Kjøllefjord viser også, hvor vigtigt det er, at det offentlige og private samarbejder om at skabe arbejdspladser og vækst, vurderer Vittus Qujaukitsoq.
- I Grønland har vi brug for en tilsvarende udvikling, hvor det offentlige og de private samarbejder.
- Vi har i høj grad brug for arbejdspladser og vækst i lokalsamfundene. Derfor undrer det mig, at vi ikke er bedre til at investere i de behov, vi har for at skabe flere arbejdspladser. Det gælder både det offentlige og private.
I sin tale i forbindelse med åbningen af fabrikken i Kjøllefjord, sagde Vittus Qujaukitsoq, at han finder det personligt inspirerende at besøge og lære af Norge især på fiskeriområdet.
- Det er Grønlands absolut vigtigste indtægtskilde. Derfor er det yderst vigtigt at sikre de bedst tænkelige rammevilkår, så erhvervet fortsat kan udvikles, sagde han.
Der er ingen tvivl om, at der i Grønland kunne skabes samme lokale vækstmuligheder, hvis det offentlige og private ville samarbejde bedre omkring nye arbejdspladser.
Driftigt lokalsamfund
Den norske fiskeriminister var på den anden side glad for at Vittus Qujaukitsoq var med i Kjøllefjord.
- Det er en glæde for mig at ønske dig velkommen til Norge og til dette driftige lokalsamfund.
Per Sandberg var især glad for at vise det positive, som norske lokalsamfund kan byde på.
Gründerspirit
- Vi er i dag vidne til den ægte 'gründerspirit', som støtter op om sit lokalsamfund. Det er dette, som er grundstenen i mange af de norske lokale kystsamfund.
Videre sagde Per Sandberg, at det er en sand glæde at være i et lokalsamfund, som støtter op om sine egne, på den måde, som vi ser i dag.
- Det er bemærkelsesværdigt, at de her i Kjøllefjord kan mobilisere kapital og investere i lokalsamfundet fremfor at investere pengene i andre foretagender placeret langt herfra.
- Det vidner om visionære investorer, som ser muligheder. Disse investorer har set værdien i nye arbejdspladser og den effekt, som disse vil skabe i Kjøllefjord, fremhævede Per Sandberg.
Stærkt lokalsamfund
- Vi står i dag i et lokalsamfund, som evner at se fremad, og som vover at satse på en videre vækst, selv når vort land i dag går gennem en krævende økonomisk omstilling. Og det må jeg rose jer for, sagde ministeren til byens borgere og lokalpolitikere, der var mødt op til åbningen.
- For det er netop lokalsamfund som Kjøllefjord og visionære investorer, der tør satse, som kommer til at lede Norge gennem omstillingen.
Fiskeindustri
Per Sandberg var glad for at være med til at åbne en ny fiskefabrik og den nye havn i Kjøllefjord.
- I modsætning til, hvad man skulle tro, er det ikke hverdagskost for en fiskeriminister at åbne en ny fiskeindustrivirksomhed.
Flot
- Jeg synes det er flot, når der satses og investeres i fiskeindustrien i Norge. Dette er et erhverv, som skaber mange arbejdspladser, og som har positive indvirkninger på hele lokalsamfundet. Erhvervet bidrager til værdiskabning ikke kun lokalt men også nationalt.
Per Sandberg henviste til årets eksporttal, som viser at norsk fiskeri- og opdrætserhverv er et milliardeventyr.
- Hidtil i år har vi eksporteret fisk og skaldyr for 42,6 milliarder kroner. Dette er en vækst på 25 procent sammenlignet med samme tid i fjor.
Eksperter har ifølge Per Sandberg spået, at den marine sektor har potentiale til at mangedoble sin omsætning inden 2050.
For at støtte for denne vækst i erhvervet arbejder regeringen nu med forskellige tiltag med henblik på at øge industriens konkurrenceevne.
- Dette vil også sikre de arbejdspladser, som de i dag er med til at opbygge, sagde Per Sandberg i forbindelse med åbningen af den nye fabrik.
Egnet sted
Han understregede til slut, at Kjøllefjord er et meget egnet sted for en ny fiskefabrik.
- Fiskeindustrien lever i en krævende balance mellem biologiens svingninger i fangsten og markedets skiftende krav. Men her i Kjøllefjord ligger industrien både nær råvarerne og hele verden som marked.
- Dette giver gode forudsætninger for at det skal lykkes, pointerede han.