olieefterforskning
Protest mod olie-jagt i Grønland
En Greenpeace-aktion mod nye seismiske undersøgelser i farvandet ud for Nordøstgrønland er i gang i Helsinki
Greenpeace-aktivister er klatret om bord på den finske isbryder 'OTSO' i protest mod denne sommers seismiske undersøgelser, som isbryderen om få uger skal tage del i, oplyser organisationen.
Læs: Greenpeace jubler over olieselskabernes exit
Sjette år i træk
Det er sjette år i træk, at en flåde af skibe sætter kurs mod det nordøstlige Grønland for at kortlægge undergrunden og dermed gøre de indledende øvelser for eventuelle senere olie-boringer i området, som Greenpeace betegner som yderst sårbart.
Læs: Greenpeace bekymret over ny eftersøgning efter olie
Risikabelt
- Olieboringer i isfyldt farvand bør overhovedet ikke finde sted, og da slet ikke i et barsk område som Nordøstgrønland, hvor den konstante tilstedeværelse af is, gør boringer ekstra risikable, pointerer Sune Scheller, projektleder i Greenpeace, i en pressemeddelelse.
Blindgyde
- Naalakkersuisut bør indse, at det er en blindgyde fortsat at give tilladelse til seismiske undersøgelser, der både er et alvorligt problem for dyrelivet og i sidste ende for vores globale klima, tilføjer han.
Læs: Sådan ser seismiske målinger ud i Grønland
Kan skade hvaler
Kortlægning af havbunden foregår ved, at et skib trækker lydkanoner efter sig, der frigiver enorme brag lige under havoverfladen. Og ifølge Greenpeace påviste en rapport i 2015, at seismiske undersøgelser kan føre til en række alvorlige konsekvenser for især hvaler.
De høje brag fra lydkanonerne kan skade hvalers hørelse, forstyrre deres evne til at kommunikere, få dem til at fjerne sig fra deres normale levesteder, forstyrre deres reproduktion og øge risikoen for, at de bliver fanget under isen eller strander på land, anfører organisationen.