Pris til Anne Mette
Sekretariatsleder Anne Mette Christiansen fra CSR Greenland har modtaget en pris i Danmark.

Anne Mette Christiansen er blevet kåret som CSR Professionel af det danske CSR Forum.
Vinderen har siden 2009 været en af hovedkræfterne, når det gælder om at få sat virksomhedernes samfundsansvar - også kendt som CSR - på dagsordenen i Grønland.
Formelt kan hun nu bryste sig af titlen "Danmarks mest bæredygtige ekspert." Og dommepanelets begrundelse er, at hun har formået at have en innovativ tilgang til CSR og har skabt nye måder at tænke CSR på.
Anne Mette Christiansen har studeret udviklingsstudier og international strategi på CBS. De første seks år af hendes karriere arbejdede hun som konsulent og partner i et konsulenthus med fokus på strategiudvikling og interessentdialog. Derefter tre år i PwC’s CSR konsulent-team som senior manager. Sideløbende har hun igennem de seneste 11 år undervist i CSR og strategi.
Prisen blev uddelt i København i sidste uge.