Natteliv
Politiet håber på fleksibilitet med nye værtshusregler
Der kan være sund fornuft i at lade værtshuse holde åbent til klokken 05.00 i weekenderne
Det er en rigtig god idé at åbne op for, at værtshuse kan holde åbent til klokken 05.00 om morgenen i weekenderne, hvilket vil udvide åbningstiderne med to timer.
Sådan lyder politiets vurdering i forbindelse med et forslag til Inatsisartutlov om salg og udskænkning af alkoholholdige drikke, som Departementet for Sundhed har sendt i høring.
Læs: Restauratører afviser længere åbningstider
Saglige afgørelser
Politimester Bjørn Bay understreger dog samtidig, at det afgørende i forhold til en liberalisering er, at der bliver tale om lokale afgørelser, foretaget af de nye bevillingsnævn, som skal tage sig af sagsbehandlingen på området.
I lovudkastet er omdrejningspunktet en generel længere åbningstid for værtshusene i weekenderne.
- Det skal være en saglig, konkret afgørelse i hvert enkelt tilfælde, om et værtshus skal have lov til at have åbent til for eksempel klokken 01.00, 03.00 eller 05.00, pointerer politimesteren.
Roligere natteliv
Når det gælder de positive elementer i lovforslaget, peger Bjørn Bay på muligheden for et roligere natteliv.
- I dag har vi store udfordringer med støjende efterfester, der bliver holdt i private hjem, fordi folk fester videre efter værtshusenes lukketid i weekenderne, lige som der er mange mennesker i bybilledet lige efter lukketid.
- Det er også ved de private efterfester, at vi oplever sager om vold og seksuelle overgreb, hvorimod værtshusene har dørmænd og en bedre justits med gæsterne. Ved at gøre det muligt for værtshusene at holde længere åbent er der større chance for, at gæsterne langsomt begynder at bryde op og gå hjem inden lukketid, siger Bjørn Bay.
Bevillingsnævn
Politimesteren roser desuden planerne om at indføre bevillingsnævn, hvor det i dag er kommunalbestyrelserne, der tager stilling til ansøgninger om alkoholbevillinger.
- Vi er rigtig glade for, at der kommer bevillingsnævn, hvor de centrale aktører i form af blandt andet politi, kommuner og restaurationsbranchen kan fastlægge nogle regler, der passer til situationen i byen – og for eksempel tager hensyn til, om et værtshus ligger i et boligområde, og hvor det derfor vil forstyrre, at det holder åbent til klokken 05.00, siger Bjørn Bay.