forsyning
Polaroil får ny leverandør
KNI-selskabet indgår aftale med German Tanker Shipping om transport
KNI-selskabet Polaroil har indgået en ny transportaftale med German Tanker Shipping om transport af brændstoffer til Grønland, oplyser det selvstyreejede selskab.
Læs: Rekordstor opgave for Polaroil
Den nye transportaftale gælder for de næste fem år, fra 2017 - 2021.
Aftalen blev formelt indgået tirsdag den 4. oktober med underskrivelse i København hos Maersk Broker, der er mægler for Polaroil.
På vegne af KNI A/S deltog Peter Grønvold Samuelsen, CEO, samt energidirektør Tage Lindegaard, mens Maersk Broker var repræsenteret ved seniordirektør Niels Kjeldsen og direktør Lars Falkenberg.
Læs: Polaroil har sparet samfundet for millioner
Fire tankskibe
German Tanker Shipping har fire ens tankskibe i isklasse 1A, og der kan transportere 45.000 kubikmeter brændstof pr. gang. Det er samme tankskibsstørrelse, som oceantransporterne har haft de sidste fem år.
Den første oceantransport med German Tanker Shipping er planlagt til april 2017 med anløb af tankanlæggene i Kangerluarsoruseq (Færingehavn) og Nuuk.
En håndfuld transporter
For at dække Grønlands årlige forbrug af brændstoffer er der behov for 4 - 6 oceantransporter om året.
De primære importtankanlæg er i Kangerluarsoruseq og Nuuk. Det er også muligt at benytte Sisimiut Tankanlæg som importanlæg. Desuden forsynes Kangerlussuaq én gang om året med importtransportskibet.