Pisiffik: Store ambitioner bag webshop

Tilbud om fri fragt, uanset hvor du bor i Grønland, har været en god fødselshjælper for et stort ambitiøst webshop-koncept, som Pisiffik lancerede for to måneder siden.

Rune F. Siepmann er ansvarlig for Pisiffiks nye webshop-løsning, der forventer en tocifret millionomsætning i 2019.
Offentliggjort

En milliondyr investering i et webshop-koncept, der alene henvender sig til borgerne her i landet på grønlandsk og dansk, har nu eksisteret i knap to måneder med store pristilbud og fri fragt til selv den mindste bygd.

Optimisme

Rune F. Siepmann, der er ansvarlig for Pisiffiks webshop-løsning, www.pisiffik.gl, er fyldt med optimisme, og han kan afsløre, at den grønlandske butikskæde forventer en omsætning, der løber op i et tocifret millionbeløb i 2019.

- Forud for lanceringen den 27. september har vi arbejdet på den digitale butik i mere end et år. Det er lykkedes os at samle flere forskellige virksomheder i vor løsning – eksempelvis Jysk og T. Hansen, hvilket ikke er set før, fortæller Rune F. Siepmann.

Det har været en tidkrævende proces at få disse non-food (ikke-fødevarer, red.) virksomheder til at indgå i samarbejdet på det grønlandske marked.

Sikre arbejdspladser

- Formålet med webshoppen er at følge med den digitale udvikling, men også at sikre, at arbejdspladserne bevares her i landet, oplyser webshopchefen.

Alle bestilte varer pakkes og afsendes fra Nuuk. En del unge har på den måde fået et arbejde på Pisiffiks lager.

Fakta

Disse butikkers varer kan du finde i webshoppen:

Jysk:

Bolig & indretning

Elgiganten:

Elektronik

Pisattat:

Isenkram & boligindretning

Thansen:

Auto og Outdoor

Torrak:

Beklædning og mode

P.t. er der lagt 4.384 produkter ind i webshoppen, men antallet øges.

Der er 14 dages fortrydelsesret.

At lave en webshop er ikke ligetil.

Således gemmer teknologien bag de mange tilbud over 700.000 forskellige fragtkombinationer, så man som forbruger kan få den nøjagtige pris at vide – nu-og-her – når man sidder hjemme foran skærmen og bestiller en vare. De mange fragtkombinationer skyldes, at der skal tages højde for kubikmeter og vægt holdt op mod skibs- eller flylevering.

Tilbud til alle

- Vi er ikke bange for at kanibalisere vore fysiske butikker, som er til stede i seks forskellige byer. Derimod kan vi nu tilbyde alle borgere i landet at handle hos os, oplyser Rune F. Siepmann.

Han peger desuden på, at visse butikker udenfor Nuuk ikke har det fulde sortiment grundet indbyggertal og efterspørgsel i byen. Med webshop-løsningen har alle forbrugere adgang til nøjagtig de samme varer, som eksempelvis er til salg i hovedstaden.

Det er endnu for tidligt at få et klart billede af, hvem der så handler online. Men det har eksempelvis overrasket den webshopansvarlige, at Nuuk-borgere via hjemmesiden bestiller møbler på Jysk-delen af webshoppen.

- Det tyder på, at det ikke alene er forbrugerne ude i de mere tyndt befolkede egne, hvor vi ikke har de fysiske butikker, vi henvender os til, men hele Grønland. Det er vi naturligvis ganske godt tilfredse med, lyder det fra Rune F. Siepmann.

Powered by Labrador CMS