Pengepræmier til arkitekter
Qarsoq tegnestue ApS samt Clement & Carlsen vandt 1. præmien i konkurrencen om at tegne de nye andelsboliger Selvstyret vil opføre i de mindre byer. Familiehusene forventes opført allerede i år i Aasiaat og Nanortalik.

Onsdag den 23. marts 2011 blev vinderne af Selvstyret arkitektkonkurrence omkring familiehuse afsløret ved en reception i Nuuk.
Det er hensigten at de mest nedslidte og utidssvarende huse skal erstattes af nye moderne huse hvor flere generationer kan bo tæt på hinanden. Den delte 1. præmie var på 100.000 kr. til Qarsoq tegnestue ApS samt Clement & Carlsen.
Kitaa Arkitekter Nuuk A/S samt TNT Nuuk blev begge belønnet med rosende omtale og fik hver 25.000 kroner i indkøb for deres gode ideer.
Dommerkomitéen bestod af arkitekt maa Lars Frank Nielsen, som formand for komitéen og Departementschef for Boliger, Infrastruktur og Trafik, Steffen Ulrich-Lynge, arkitekt maa Inge Bisgaard og rumdesigner mdd Aviaja Olsen. Lars Frank Nielsen er selvstændig arkitekt i Århus og tidligere indehaver i det internationalt kendte 3xN. De øvrige er alle hjemmehørende i Nuuk.