Partii Naleraq: Narhvalskvote er en hån mod fangerne
Naalakkersuisut har fastsat narhvalskvoterne for 2019, og de er uændrede i forhold til 2018. Det har fået en vred Jens Napaattooq fra Partii Naleraq til tasterne, der kalder kvoterne for ”en hån mod erhvervsfangerne”.
- Det kan ikke være rigtigt, at der kun bliver tildelt 490 narhvaler til erhvervsfangerne, da det kan ødelægge deres erhverv som fanger, skriver Jens Napaattooq i en pressemeddelelse.
Beskyt kulturarven
Han henviser til, at erhvervet som fanger er en vigtig kultur, som er arvet efter vore forfædre, hvorfor det skal beskyttes.
- Det er det samme som at tre erhvervsfangere skal delt om ikke engang én hel narhval, fastslår Partii Naleraq-politikeren, der opfordrer til, at man revurderer tildelingsprincipperne for narhvalskvoterne.
Naalakkersuisut oplyser, at fordelingen af narhvalskvoter sker på baggrund af biologiske rådgivning, brugerviden og høringsprocesser jævnfør gældende lovgivning.
Politisk pres fortsætter
Sidste år øgede Naalakkersuisut pludselig narhvalskvoten med i alt 40 stykker så sent som den 6. december efter flere måneders politisk pres ikke mindst fra Partii Naleraq.
Den ekstraordinære kvoteændring, der alene var politisk begrundet, gjaldt Melvillebugten og Diskobugten.
Knapt er året begyndt, før politikerne igen presser på for at få kvoterne ændret for narhvaler, afslører pressemeddelelsen fra Jens Napaattooq.