Ove Karl: Ledighedskurven er knækket

Endelig er der godt nyt om arbejdsløsheden i landet. I november var der færre ledige i byerne end i november sidste år

- Ledighedskurven er knækket, siger medlem af Naalakkersuisut for erhverv og råstoffer Ove Karl Berthelsen, Inuit Ataqatigiit. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

- Ledighedskurven er knækket.

Sådan konkluderer medlem af Naalakkersuisut for erhverv og råstoffer Ove Karl Berthelsen, Inuit Ataqatigiit.

Det sker, efter at ledigheden i november i landets byer faldt med 358 personer i forhold til november 2011. Der var således 4126 ledige i november 2011, mens tallet i november var på 3768.

- Faldet i ledigheden skal ses i sammenhæng med den ekstraordinære indsats for ledige, som kommunerne sammen med selvstyret har igangsat. En storstilet indsats med Piareersarfiit, arbejdsmarkedskontorerne og brancheskolerne som omdrejningspunkt blev sat i gang i august som led i ledighedsbekæmpelsen. Samlet set forventes, at 1440 personer er sat i gang med vejledning, opkvalificering, faglige kurser eller uddannelse inden udgangen af 2012, forklarer Ove Karl Berthelsen i en pressemeddelelse.

En ekstraordinær indsats
- En stor del af indsatsen for ledige består af at indføre det rummelige arbejdsmarked, hvor man ved hjælp af revalidering får indsluset de ledige, der har behov for træning og genoplæring for at kunne fungere i et job. De faglige kurser for ledige drejer sig især om kurser, der er målrettet de nye væksterhverv eksempelvis råstof- og turismeområderne, uddyber Ove Karl Berthelsen, og oplyser, at der som noget nyt er iværksat initiativer målrettet unge, der efter folkeskolen ikke går i gang med en uddannelse.

Ove Karl: Vi er på rette vej
- Den ekstraordinære indsats for ledige skal give de ledige lyst til og mulighed for at søgebeskæftigelse inden for de områder, hvor erhvervslivet har bæredygtige og fremtidssikrede jobs. Den igangværende udvikling viser, at vi er på rette vej. Hvis de ledige fortsætter med at vise omstillingsparathed og fleksibilitet, er jeg ikke i tvivl om, at vi kan fastholde den positive udvikling i ledigheden, siger Ove Karl Berthelsen.

Tror du, at ledighedskurven er knækket?

Powered by Labrador CMS