sponsoraftale
Økonomisk støtte til sportsklub i Ilulissat
Nagdlunguak' 48 har indgået sponsoraftaler med KNI
Sportsklubben Nagdlunguak' 48 fra Ilulissat har indgået tre-årig aftale med KNI.
Det skriver parterne i en pressemeddelelse.
Aftalen omfatter sportstøj, sportsasker, håndklæder, drikkedunke til alle klubbens medlemmer samt et årligt kontant beløb på 300.000 kroner.
Læs: Sportsklub får nye sponsorer
Udvikling af forskellige sportsgrene
- Jeg er meget glad for, at vi som virksomhed kan være med til at understøtte det store arbejde der gøres i Nagdlunguak 48, både for bredden og eliten og inden for mange forskellige sportsgrene, siger KNIs administrerende direktør Peter Grønvold Samuelsen.
Han oplyser, at KNI havde forsøgt først at komme i kontakt med håndboldholdet fra Qaanaaq og fodboldklubben fra Tasiilaq uden dette førte til et samarbejde.
- Ligeledes har vi vurderet andre stærke profilklubber på kysten – men valget faldt på Nagdlunguak, idet vi her ser et kontinuerligt bestyrelsesarbejde med en paraplyorganisation for en lang række sportsgrene, herunder håndbold, fodbold, futsal, bordtennis og Arktiske lege for både seniorer, voksne, undgom og børn, ligesom klubben gør en stor indsats på forebyggelsesområdet i bred forstand, lyder det fra Peter Grønvold Samuelsen.
Tager kamp op mod hovedstaden
Formand for klubben, Lena Ravn Davidsen, fremhæver, at klubben nu kan konkurrere bedre mod hovedstadsklubberne.
- Arbejdet med ungdom og bredden er vigtig for os, dette er det der danner grundlaget for eliten. Vi er sikker på, at ved indgåelse af denne sponsoraftale vil Nagdlunguak fortsat være en af de klubber på kysten der kan tage konkurrencen op med klubberne fra hovedstaden, og være med til at præge udviklingen af idrætten generelt i hele landet, siger Lene Ravn Davidsen.
Underskrivelsen fandt sted ved et arrangement i Ilulissat multihal i går, mandag.
Læs: N-48 bekæmper hash og doping