fiskeri
Nyt forsøgsfiskeri efter hellefisk i Diskobugten
Forsøgsfiskeriet samme sted blev i 2013 ikke gennemført som planlagt
Naalakkersuisut har besluttet, at der gives tilladelse til forsøgsfiskeri efter hellefisk i forvaltningsområdet Diskobugten for jollefiskere i områder, som ligger længere ude i Diskobugten.
Sidste år godkendte Naalakkersuisut samme forsøgsfiskeri efter hellefisk i Diskobugten.
Forsøgsfiskeriet blev dog ikke gennemført som planlagt, og i stedet blev kvoterne senere på efteråret frigivet som almindelige kvoter. Indstillingen var udarbejdet på baggrund af ansøgning fra sammenslutningen for kystnært fiskere og fangere SQAPK i Ilulissat.
- I forbindelse med forsøg på igangsættelse af forsøgsfiskeriet i 2013 bemærkede fiskerne, at det ikke er hensigtsmæssigt at foretage forsøgsfiskeri i efterårsmånederne. Derfor foreslår fiskerne, at forsøgsfiskeriet skal foregå i en relativt kort periode, gerne inden efteråret indtræder, oplyser naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug Finn Karlsen fra Siumut i en pressemeddelelse.
Han forklarer, at baggrunden for indstillingen om forsøgsfiskeriet er, at kvoten for juli på hellefisk for joller i forvaltningsområdet er opfisket.
Det foreslås en samlet kvotemængde på 500 tons, 250 i juli og 250 tons i august.
Forsøgsfiskeriet skal gennemføres af jollefiskere med en gyldig licens i forvaltningsområder Diskobugten, Uummannaq og Upernavik, men bosat i Ilulissat, Qeqertarsuaq, Qasigiannguit, Aasiaat og Kangaatsiaq.
Læs alle artikler om fiskeri her