Nye muligheder for Aasiaat-fiskere

Polar Raajat i Aasiaat åbner forsøgsindhandling af hellefisk, rødfisk og havkat. Succes i indhandlingen kan skabe flere arbejdspladser til byen

Polar Raajats fabrik i Aasiaat. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Rejefabrikken i Aasiaat har skabt 90-95 arbejdspladser. Nu får fiskerne også mulighed for at indhandle andre arter end rejer og stenbidere og måske skabe flere arbejdspladser.

- Vi vil i første omgang nedfryse de indhandlede fisk. Mængden af de indhandlede fisk bliver afgørende for om der er basis for produktion, siger administrerende direktør i Polar Raajat, Henrik Eriksen, til Sermitsiaq.AG.

Succes eller ej
Polar Raajat har rejeproduktion og indhandling af stenbidere og stenbiderrogn i Aasiaat og vil nu undersøge, om der er råvarer nok til at producere rødfisk, hellefisk og havkat.

- Vi kan først evaluere forløbet, når forsøgsperioden slutter i september. Der kan blive tale om oprettelse af nye arbejdspladser, hvis der er basis for produktion af andre arter end rejer og stenbidere, siger Henrik Eriksen.

Succesen afhænger meget af samarbejdet mellem fiskerne og Polar Raajat.

- Jeg håber, at fiskernes og producenternes samarbejde i prøveperioden kan gøre ordningen permanent i fremtiden, siger Naalakkersuisoq for fangst og fiskeri Karl Lyberth fra Siumut.

Powered by Labrador CMS